Efter fund af desphenyl-chloridazon i drikkevandet over grænseværdien skal vandværkerne fremover teste for stoffet, der stammer fra et ukrudtsmiddel brugt frem til 1990'erne. Det skriver Miljøstyrelsen på deres hjemmeside.

Vandværkerne i Danmark tester løbende vores drikkevand for 35 forskellige pesticider og nedbrydningsprodukter af pesticider. Nu kan de føje et stof mere til listen, efter at Miljøstyrelsen på Vandpanelets anbefaling har besluttet, at der fremover også skal testes for desphenyl-chloridazon.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indkaldt til møde

Miljøstyrelsen havde indkaldt til mødet tidligere i dag, efter der var fundet desphenyl-chloridazon over grænseværdien i drikkevand flere steder i landet.

- Vi har heldigvis ikke set noget, der udgør en sundhedsrisiko. Men lokale fund i drikkevandet tyder på, at rester af det her pesticid kan være mere udbredt, end man hidtil har troet. Derfor gør vi det nu obligatorisk for vandværkerne at teste for det, siger vicedirektør i Miljøstyrelsen Mads Leth-Petersen.

Er der flere?

Chloridazon blev brugt ved blandt andet dyrkning af roer, indtil det blev udfaset i Danmark i 1996, og desphenyl-chloridazon stammer herfra, skriver Miljøstyrelsen.

Vandpanelet besluttede på dagens møde også at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere, om andre stoffer skal være obligatoriske i vandværkernes drikkevandskontrol.

- Vi har alle en interesse i at sikre rent vand i hanerne, som man trygt kan drikke. Selvom der ikke er en sundhedsrisiko ved de fund, der er gjort, nedsætter vi nu en arbejdsgruppe, som skal se på, om der skal justeres på procedurerne for at identificere de stoffer, vi skal teste for. Her vil vi også få hjælp fra regionerne, der har en lokal indsigt i nogle af de nye fund, siger Mads Leth-Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vandpanelet består ud over Miljøstyrelsen af Danske Vandværker, Dansk Vand- og Spildevandsforening , KL og Styrelsen for Patienssikkerhed. Til mødet i dag deltog også Danske Regioner.