Abonnementsartikel

Lokal LandboUngdom-formand tog initiativ til kursus i mælkefeber.

Klaus Nissen fra Tønderegnens LandboUngdom, der i det daglige arbejder på et kvægbrug i Sønderjylland, har været primus motor for et kursus for især unge med kvægfaglig baggrund, som giver adgang til at kunne behandle dyrene hurtigt. Det skriver Landboungdom Region Sønderjylland.

To-dages kursus

Sammen med Klaus Nissen har 19 andre unge medarbejdere i landbruget og 10 landmænd, gennemført et to-dages kursus i behandling af mælkefeber og tilbageholdt efterbyrd hos køer.

- Jeg stod selv og manglede sådan et kursus. Så tog jeg fat i vores dyrlæge, og han sagde, at han først startede et hold op i efteråret. Så sagde jeg - hvis jeg skaffer folkene nu, vil du så lave et kursus med det samme, siger Klaus Nissen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der var stor interesse, og Klaus Nissen fik samlet et stort hold kursister. Kurset blev afviklet i samarbejde med dyrlægerne fra Sydvestjysk Dyrlægecentral på Gråsten Landbrugsskole.

God læring

Kursusdeltagerne lærte om, hvad der er årsag til at køer får mælkefeber og tilbageholdt efterbyrden. Der var fokus på forebyggelse, symptomer og behandling af dyrene samt følgesygdomme.

- Der har været god erfaringsudveksling fra landmænd og andre EUX-studerende. Vi har lært af hinanden, hvordan mælkefeber ser ud, hvad vi gør for at forebygge og helbrede, siger Klaus Nissen.

Forskellig erfaring

Deltagerne havde alt fra et år til 30 års erfaring i arbejde med køer. Efter at have gennemført kurset skal deltagerne nu i "praktik" ude i deres egen besætning - der skal de i samarbejde med egen dyrlæge gennemføre henholdsvis fem behandlinger af mælkefeber og tilbageholdt efterbyrd.

Når kursisterne har gennemført den praktiske del får de en autorisation, der giver tilladelse til at behandle følgende:

- Tilbageholdt efterbyrd med infektion i perioden fra kælvning til tre døgn efter, at koen har kælvet.

- Kælvningsfeber i perioden fra kælvning til fire døgn efter, at koen har kælvet.