Abonnementsartikel
Klimaet er blevet varmere. Det er de fleste eksperter vist helt enige om. Og der er tilsyneladende også ganske bred enighed om, hvorfor opvarmningen finder sted:
Det skyldes firkantet sagt menneskers uforsigtige omgang med jordens ressourcer. Og også vores køer tegner sig for en stor del af problemet.
Det fremgår blandt andet af en artikel i denne udgaves husdyrsektion.
Og det blev fremlagt som kendsgerninger på den internationale konference, som den internationale landbrugsorganisation, International Federation of Agricultural Producers, IFAP, stod bag, og som Landbrugsraadet var vært ved for nylig på Axelborg.
Kun et par af deltagerne satte spørgsmålstegn ved, om udgangspunktet nu også er en klippefast kendsgerning.
Det samme gør sig gældende generelt i klimadebatten. For de få skeptikere, som ytrer sig, bliver i store dele af offentligheden betragtet som rabiate galninge, som ikke kan tages seriøst.
Hverken solplet-teorier eller historiske data med temperaturudsving gennem århundreder tages længere særligt alvorligt.
Og det er vel også svært som lægmand at forholde sig til den del af klimadebatten. Blot vækker den massive interesse for klimaet en vis skepsis. Når alle løber den samme vej, er det ofte en god anledning til et kigge i en anden retning. Det er set før i historien.
Så med det massive fokus på klimaet, hvor enhver varm sommerdag bekræfter den uhyggelige globale opvarmning, er den tid er ovre, hvor man latterliggjorde, at man altid kan tale om vejret, hvis man ikke kan finde på andet at tale om.
I dag er vejret noget alle tager alvorligt. Det fylder en stor del af enhver nyhedsudsendelse i de æterbårne medier. Meteorologer og klimaeksperter bliver orakler, som enhver kan referere til med stor alvor.
Også landbruget har nu klimaspørgsmålet højt på dagsordenen.
Uanset hvor stor indflydelse menneskeheden har på opvarmningen, er det dog ganske klogt. For uanset de dybere sandheder, vil klimaspørgsmålet resultere i mærkbare konsekvenser for både landbruget som erhverv og for den enkelte landmand.
På landbrugets klimakonference blev det da også allerede i oplægget til konferencen for landmandsledere fra hele verdens fastslået, at landbruget står over for store klimaudfordringer på globalt plan. Og på konferencen blev der udarbejdet et oplæg til, hvad landbruget konkret kan gøre for at reducere udledningen af drivhusgasser.
Her spillede landbruget ud med mange konstruktive forslag, men landbruget benyttede også anledningen til at påberåbe sig særstatus.
I slutdokumentet hed det blandt andet, at størstedelen af landbrugets udledning af drivhusgasser skyldes naturlige biologiske processer. Fremtidens regnskab med drivhusgasser bør skelne mellem den naturlige og den ikke-naturlige udledning. Landmænd kan ikke holdes ansvarlige for naturlige biologiske processer. Og både oprindelse, overvågning og indrapportering af emission fra landbruget er grundlæggende forskellig fra emission, som stammer fra fossile brændstoffer.
Og det slås fast, at landbruget ikke kan konkurrere med andre sektorer, når det gælder omkostningseffektivitet i forbindelse med at reducere emissionen af drivhusgasser, med mindre landbrugets kulstofbinding og -fortrængning anerkendes.
Ved mødet med den danske klimaminister, som til december skal stå i spidsen for den store klimakonference i København, stjal dagsordenen om særstatus og økonomisk kompensation næsten billedet, selv om formuleringen i slutdokumentet var langt mere nuanceret og i virkeligheden blot foreslog en incitamentsstruktur, som skal gøre det til en god forretning at gøre noget, der har en positiv effekt på klimaet.
Det var ærgerligt.
Så med klimaministerens ord: Hvorfor taler I altid om penge?
