Forbrugerne er vilde med dyrevelfærdsmærket ferskt kød fra de såkaldte hjertegrise. Knap tre måneder efter lanceringen af kød fra velfærdsgrise mærket med et, to eller tre hjerter udgør dets salg af velfærdsgris nemlig 25 procent af Tulips totale salg af fersk grisekød.

- Hjerteordningen har fået en flyvende start, og forbrugerne har taget supergodt imod produkterne ude i køledisken. Det understreger, at danskerne i høj grad er klar til at købe varer med en højere dyrevelfærd, siger Senior Vice President Denmark, Jakob Skovgaard, Tulip Food Company.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Produkter fra Friland er mærket med tre hjerter, kød fra grise under Antonius-konceptet er mærket med to hjerter, mens kød mærket med et hjerte kræver løsgående søer i farestalden, ekstra plads og rodemateriale til grisene.

Differentieringen med et, to og tre hjerter ser salgsdirektør Mette Rothmann fra Tulip Food Company som en ny måde at eksponere dyrevelfærd for forbrugerne på.

- Grisekød er meget prisfølsomt. Hjerteordningen tilbyder dyrevelfærd i forskellige prislejer, så enhver pengepung kan være med. Den flotte start tyder på, at der har været et uopdyrket behov hos forbrugerne på området, konstaterer salgsdirektør Mette Rothmann, Tulip Food Company.

Hos Dansk Supermarked Group bekræfter indkøbschef Jeppe Dahl Jeppesen den øgede efterspørgsel efter grisekød med højere dyrevelfærd og spår en øget vækst.

- Flere og flere danskere har dyrevelfærd som pejlemærke, når de handler ind, og det mærker vi bestemt også i vores butikker, siger Jeppe Dahl Jeppesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den første måned efter lanceringen af det statslige dyrevelfærdsmærke tegnede grisekød mærket med et hjerte sig for syv procent af grisekødsomsætningen i Bilka, føtex og Netto. I samme periode steg salget af kød med tre hjerter med næsten 40 procent i forhold til året før.

- Det viser i den grad, at det er lykkedes at få danskerne til at vælge dyrevelfærd, påpeger Jeppe Dahl Jeppesen.