Selvom de økologiske fødevarer fylder mere og mere i de danske butikker, så er alt ikke kun fryd og gammen.

Hos slagteriet HK Scan i Vinderup oplever man nemlig, at der ikke kan sælges de mængder af økologisk kylling, som slagteriet producerer, det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan ikke afsætte alt det økologiske kød, vi producerer. Markedet er overmættet, og det tager vi nu konsekvensen af, siger Svend Schou Borch, direktør for HK Scan Denmark, til Dagbladet Holstebro-Struer.

Det manglende salg betyder, at slagteriet nu vil nedsætte produktionen af økologisk kylling med 30-40 procent. Det sker efter slagteriet sidste år skruede op for produktionen af økologisk kylling med 25-30 procent, men den satsning rulles altså nu tilbage.

Beslutningen om at skære ned i mængden af økologiske kyllinger får ikke betydning for antallet af medarbejdere på slagteriet.

- Vi har valgt at fastholde de økologiske kyllinger i vores sortiment, men skærer ned på mængden. Markedet for økologisk kød stiger, men det er forsat små mængder vi taler om, og der kommer til at gå en del år, før økologiske kyllinger udgør bare 20 procent af markedet, siger Svend Schou Borch til Dagbladet Holstebro-Struer.