Der skal være mulighed for at blive klogere, mens man passer sit arbejde.

Det er essensen i den nye podcastserie, som har navnet 'Traktorøkonomi', hvor en række landmænd fortæller, hvordan de har sat fokus på økonomi på deres bedrifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I fire afsnit stiller de, sammen med eksperter fra Seges, skarpt på emnerne økonomistyring, budgetter, beholdninger og likviditetsstyring og kommer med gode råd og inspiration til, hvordan andre landmænd kan sætte fokus på økonomiarbejdet.

Formålet er, at få flere landmænd til at interessere sig for netop disse emner.

- Mange landmænd synes, at økonomi er lidt kedeligt. De vil hellere være ude i stalden eller i marken end sidde bag et skrivebord. Derfor har vi lavet podcastserien 'Traktorøkonomi', så landmanden kan høre om økonomi, mens han kører på traktoren eller går i stalden, forklarer Anja Kruse Christensen, der er konsulent i Seges Erhvervsøkonomi og idémageren til podcastserien.

- Forhåbentligt kan landmændene, der lytter til podcasten, bruge nogle af de råd, som eksperterne og landmændene kommer med, så de får mod på at gøre en ekstra indsats i forhold til deres økonomi, fortsætter Anja Kruse Christensen.

Økonomifokus gør en forskel

Én af de landmænd, som lytterne kan møde i podcastserien, er Aage Lauritzen, der er svineproducent fra Ribe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han arbejder aktivt med sin økonomistyring ved blandt andet at synliggøre overfor medarbejderne, hvor stor indflydelse det har på dækningsbidraget, hvis dødeligheden ligger på én procent. Den viden er med til at motivere dem til at gøre en ekstra indsats i produktionen, så de opnår de økonomiske mål.

Netop det at tænke det økonomiske aspekt ind i de daglige indsatser er et vigtigt budskab i podcastserien.

- Som Aage Lauritzen fortæller, så oplever han, at banken har tillid til ham, fordi han kan sine tal og taler bankens sprog. På den måde gør det en forskel at sætte fokus på økonomien, fastslår Anja Kruse Christensen.

Hun håber, at gejsten hos landmændene i podcastene kan smitte andre landmænd, så de også oplever, at det er sjovt og motiverende, når økonomiarbejdet begynder at give pote.

Podcastserien 'Traktorøkonomi' er en del af kanalen Seges Podcast, som findes i podcast-apps, iTunes eller via Android.