Japanske ph.d.- og kandidatstuderende med fokus på dansk landbrug og danske erfaringer med at nedsætte næringsstoftab til gavn for økonomi, natur og miljø har været på sommerbesøg i Danmark som led i et samarbejde mellem blandt andet Aarhus Universitet og det japanske Hokkaido Universitet. Det sker i 150-året for japanske-danske diplomatiske relationer og på et bagtæppe af en historisk frihandelsaftale mellem Japan og EU. Det oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

De besøgende var den første årgang af studerende på AU-HU Joint Summer University, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Hokkaido Universitet, Vestjysk Landboforening, Innovest og Ringkøbing-Skjern Kommune. De 20 studerende kom primært fra Japan, men også Kina, Taiwan, Sverige, Østrig og Danmark. Opholdet i Danmark bestod af en uge med forelæsninger og virksomhedsbesøg, herunder besøg hos forskningscentret AU Foulum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sommeruniversitetets fokus var på metoder til at reducere tab af kvælstof og andre næringsstoffer til naturen med fremvisning af gode eksempler på udviklingen af et mere bæredygtigt landbrug.

- Jeg kan sige med stor overbevisning, at vores studerende har lært meget om, hvordan det moderne samfund her i regionen er blevet grundlagt og opbygget, og hvordan folk lever i harmonisk samspil med forvaltning af ressourcerne f.eks. i forhold til fødevarer, land og vand. Vi er overordentlig tilfredse med Ringkøbing-Skjern som destinationen for AU-HU Joint Summer University og meget taknemmelige for den gæstfrihed, vi er blevet mødt med, siger professor og dekan ved Graduate School of Global Food Resources ved Hokkaido Universitet, Takashi Inoue.

Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet er med i samarbejdet om den danske-japanske forbindelse.

- Vi er utrolig stolte over, at man flyver 20 deltagere fra et førende japansk landbrugsuniversitet hertil, så de kan tilegne sig nogle af vores kompetencer inden for moderne fødevareproduktion med høj kvalitet og lav forureningsgrad. Samtidig har vi også meget at lære af dem. Det glæder mig, at vi med et stort fokus på samspillet mellem teori og praksis har kunnet fremvise hele Region Midtjylland, som er førende inden for fødevareproduktion i et internationalt perspektiv, siger professor Tommy Dalgaard, Institut for Agroøkologi.