For tredje gang inviterer Bygholm børn og unge i alderen 12 til 17 år til Farmercamp, og succesen bare vokser og vokser. I år er 68 drenge og piger tilmeldt, og det betyder, at campen er fuldt booket og med venteliste.

- Vi har valgt at sætte et maksimalt antal på, fordi vi gerne vil sikre, at deltagerne får en god oplevelse, hvor der er tid og plads til den enkelte og samtidig mange kammerater at hygge sig med, fortæller Jens Thaysen, der er underviser på Bygholm og tovholder på Farmercampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere at vælge imellem

Programmet for campen er blevet fintunet og der er ændret i konceptet i forhold til tidligere.

- Vi har nu holdt Farmercamp to gange før, og det har været en stor succes hvert år, så der er heldigvis et rigtig godt afsæt til at gøre det endnu bedre, fortæller Jens Thaysen.

En af de ting, som mange af deltagerne tidligere har år syntes var fantastisk, var alt, hvad der rimede på traktorer og teknik. Samtidigt har der også været en del, der syntes at dyr og gårdbesøg var det mest spændende.

Derfor er deltagerne i år blevet spurgt ind til deres interesser: enten maskiner, dyr eller natur, og så er programmet lagt, så de kan vælge mere af de, de bedst kan lide.

- Maskiner er den helt store stemmesluger - det er det, de fleste har skrevet som deres favorit. Men dyr er også populært, fortæller Jens Thaysen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye tiltag gør, at de deltagere, som har været med før, også kommer til at opleve noget nyt.

En god balance

For Jens Thaysen og resten af teamet bag Farmercampen er det vigtigt at finde en god balance mellem fordybelse og alsidige aktiviteter, leg og undervisning, så deltagerne kan få noget med hjem ud over sjove oplevelser. Og spørger man 12-årige Mikkel, der deltog sidste år, er det en rigtig god idé.

- Vi lærer noget, men det er ikke ligesom at gå i rigtig skole, hvor man skal sidde med papirer uafbrudt. Man kommer ud og ser en masse dyr - og så får man lov til at prøve nogle ting, som man ikke rigtig må prøve derhjemme.