Økonomien kan være presset, når man er dansk landmand. Men måske er der håb for et nyt forretningsområde med dyrkningen af planten quinoa. Lige nu er otte landmænd på Lolland i gang med et forsøg med dyrkning af quinoa, og reaktionerne er ganske positive. Det skriver tv2.dk.

Quinoa-planten minder i sin struktur om ris og bulgur. Den dyrkes normalt i Sydamerika, men sidste år kom produktionen også i gang på Lolland. Dengang med dyrkningen af én hektar. I år er arealet tyve gange så stort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de otte landmænd, der har valgt at forsøge sig med den nye afgrøde, er Christian Høegh fra Kettinge. I det daglige koncentrerer han sig om sine sukkerroer og traditionelle kornafgrøder, men nu har han sået quinoa på to hektar af sin jord. Der er nemlig behov for at tænke utraditionelt i det danske landbrug, mener han:

- De første par år er det lige så meget en læringsproces, og så gør det ikke så meget, at jeg måske ikke får en økonomisk gevinst. Alting skal starte et sted, siger landmanden til tv2.dk.

Spred risikoen

Det ventes, at de otte landmænd tilsammen kan producere omkring 50 ton quinoa. Der er dog ikke nogen aftager af produktionen på plads endnu. Men mulighederne ligger i helsekostbutikker og andre leverandører af erstatningsprodukter til eksempelvis ris og pasta.

Forsøget er sat i værk af Business Lolland Falster. Her håber man, at endnu flere landmænd kan se muligheden i den nye afgrøde.

- Lolland-Falster er jo kendetegnet ved at dyrke en lang række specialafgrøder. I de gode år er de rigtig interessante økonomisk, men der er også en højere risiko ved dem. Det vil sige, at de ikke lykkedes 100 procent hvert år. For at sprede den risiko er det vigtigt, at man har en lang række afgrøder, siger Steffen Lund, der er forretningschef for Landbrug & Fødevarer i Business Lolland-Falster, til tv2.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De tyve hektar med quinoa på Lolland og Falster bliver efter planen høstet i slutningen af august og begyndelsen af september.