Med et halv hundrede interesserede unge som lyttere berettede hun om sin opstart som nyetableret med de udfordringer, det gav. Men med en god forberedelse og tæt gennemgang af ejendommen inden køb, blev de fleste udfordringer taget i opløbet. Og hun fortryder ikke på et eneste tidspunkt sin beslutning om at blive selvstændig.

- Det er ikke den store forskel fra at være driftsleder, fastslog Connie Linde, der købte gården selv, men med sin kæreste og familien i ryggen med opbakning og hjælp til markarbejdet er det hele kommet til at spille.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kælvningerne manglede

- Jeg overtog gården i et tvangssalg. Vi havde forudset mange ting, som ikke var i orden, men at der ikke var insemineret køer og kvier i 4-5 måneder, havde jeg ikke set komme. Så vi oplevede sidste forår, at vi ikke havde én eneste kælvning. Det var mærkeligt - og samtidig en udfordring at få rettet op på, da køer langt i laktationen ikke er nemme at få kalv i igen, forsætter hun. Det fik også betydning for mælkeproduktionen, så det kneb med at kunne holde budgettet på mængden af leveret mælk.

Nu følger Connie sit budget, så der er ro på.

- Vi ligger lidt over, men på grund af de manglende kælvninger og et fald i salmonellastatus mangler vi stadig nogle køer til at komme helt op, hvor jeg gerne vil være: På cirka 270 køer og 11.000 kg EKM pr. årsko.

God logistik giver overblik

Connie driver kvægbesætningen sammen med 3 ansatte og et par skoledrenge. Højtydelsesholdet bliver malket 3 gange i døgnet - resten malkes 2 gange. Markarbejdet er udliciteret til kæreste og familie, da Connie brænder for køerne og vil bruge sin tid og energi i stalden.

At valget faldt på netop denne gård var dels størrelsen, men især at den er opbygget med en god logistik. Det kan lade sig gøre at flytte dyrene fra den ene afdeling til den anden som ene mand, og der er drivgange og veje overalt, som letter arbejdet betydeligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Drømmen er at udvide til ca. 500 årskøer, men det kræver en god økonomi og penge på kistebunden, så det varer nok nogle år endnu? slutter Connie Linde - som i øvrigt ikke er bange for at anbefale andre den samme vej.