Det handler om præcision, viljestyrke og evnen til at kunne arbejde under pres, når man skal levere den perfekte plovfure.

Disse egenskaber besidder 34-årige Jesper Madsen fra Torrild ved Odder, der er regerende Danmarksmester i pløjning. Lige nu forbereder han sig på at deltage i verdensmesterskaberne i pløjning i Kenya den 1. og 2. december 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han deltager med sin to-furede vendeplov, og han rejser til Kenya sammen med sin makker, Bjarne Nielsen fra Thy, der deltager med standardplov. Med i delegationen er Lars Gammelvind fra Holstebro og Ove Gedsø fra Galten, som ledere og trænere.

- Jeg får det dårligt, når jeg ser en mark, der ikke er pløjet ordentligt og hvor græstotterne stikker op. En god pløjning er afgørende, det er et gammelt og vigtigt håndværk. Det har betydning, at man får pløjet korrekt, så vi undgår græsukrudt i marken.

Skal være på forkant

For Jesper er det det grundlæggende, at pløjningen skal være i orden. Men konkurrencen betyder også rigtigt meget for ham.

- Jeg har arbejdet for nogle landmænd, der selv har været konkurrencepløjere, og det vakte min interesse. Jeg kom med ud og kigge, og som 19-årig begyndte jeg selv at deltage i konkurrencer, hvilket jeg har gjort lige siden, fortæller Jesper, der lige nu bruger al sin fritid på at forberede sig til verdensmesterskaberne.

- Dét, der trigger mig ved pløjning, er at du skal se tingene, før de sker. Du skal have blik for det. Det er næsten umuligt at levere det perfekte pløjefelt, men det gælder om at være på forkant. Indstillingen af ploven er afgørende, kørslen betyder meget, tiden spiller ind og hvad nu hvis du rammer en sten?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er så mange forhold, der spiller ind, og der er kun dig selv til at styre det hele. Det er individuelt, du konkurrerer alene og det er dit eget ansvar. Det tiltaler mig, og det var derfor, at pløjning blev min sport.

Endelig lykkedes det

Jesper stammer fra Torrild og bor her sammen med sin kone, Heidi, og deres to børn, Markus på fire år og Mathilde, der er to år. Han arbejder på DLG i Hedensted på lageret.

- Jeg er faglært landmand, og jeg har arbejdet på en række forskellige landbrug her på egnen samt med entreprenørkørsel, fortæller Jesper.

Han købte sin første konkurrenceplov i 2005, og siden har pløjningen været hans sport.

- Det har taget mig 10 år at få den plov til at køre ordentligt, og der er hele tiden noget, der skal justeres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper startede med lokale stævner, hvorefter han kom til DM. Og ved Danmarksmesterskabet i 2016 i Grindsted vandt han, og kvalificerede sig dermed til VM.

- Jeg har altid været ?lige ved og næsten? med 2. og 3. pladser, men sidste år lykkedes det endelig. På en eller anden måde var jeg blevet mere rolig og selvsikker, og jeg var nok også mere tændt, end jeg måske tidligere har været.

Søger sponsorer

Deltagelse i verdensmesterskaberne i Kenya fylder rigtigt meget for Jesper ? og også for hans familie.

- Jeg tager af sted den 18. november, og Heidi støder til nogle dage senere. Der er et stort program, og vi får også tid til at være turister og komme på safari i nogle dage.

Rejsen og deltagergebyr for Jesper er betalt, men han skal selv sørge for at få sin plov og traktor fragtet til Afrika. Plus naturligvis Heidis rejse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min plov og traktor skal pakkes i en container og sendes med skib til Mombassa, hvorefter udstyret skal køres til Nairobi. Det koster omkring 100.000 kr. for min makker og jeg, så vi skal ud og finde nogle sponsorer, fortæller Jesper, der håber på opbakning.

Den 8. oktober deltager han i et regionsstævne i Søften, og det bliver med lånt plov, da hans egen på det tidspunkt allerede er sendt af sted til Afrika.

- Jeg skal forsvare mit Danmarksmesterskab med en lånt plov, men det kan ikke være anderledes, siger Jesper, der i VM skal dyste med ca. 30 andre pløjere fra hele verden i sin klasse.

Hvordan er dine forventninger?

- Jeg tager kun derned, fordi jeg tror, at jeg kan være med. Mit håb er at komme i top 10, lyder det fra den regerende Danmarksmester.