De fire Claas Lexion 770 mejetærskere med 40 fods MacDon-skærebord høster årligt 3.300 hektar på Bregentved Gods på Sjælland, hvoraf halmen fra 2.700 hektar snittes og spredes - gerne i fuld skærebordsbredde.

- Vi kører kontrolleret trafik i marken med 12 meter faste kørespor, og derfor er det uhyre vigtigt at halmen spredes jævnt i de 12 meter kørespor i fuld bredde, understreger Lars Erik Nielsen, inspektør hos Bregentved Gods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere knive

Lars Erik Nielsen fortæller, at mejetærskerens snitter ikke kan udføre hele arbejdet, men det kræver også nogle ordentlige snitteknive i snitteren, og derfor har godset kørt med fire forskellige snitteknive, som test i sæson 2016.

Godset kørte med originale Claas-snitteknive i den ene tærsker, Claas-snitteknive med fuld hårdmetal-coating i en anden tærsker samt Claas-snitteknive med delvis coating i en tredje tærsker. Desuden kørte den sidste maskine med de canadiske Redekop-knive, som netop er kommet til landet igennem Buchtrup Agro.

- Der er ingen tvivl om, at knivene med fuld coating holder væsentligt bedre end de originale knive, da knivene også vil være dyrere end de originale spiller det naturligvis også ind, men da vi ikke kender den endelige pris på Claas-knivene på nuværende tidspunkt, er det svært at vurdere. Dog kender vi prisen på Redekop-knive, som bestemt gør dem attraktive, fortæller den sjællandske godsinspektør.

To sæsoner

De originale snitteknive plejer at blive sløve, halvvejs inde i sæsonen.

- Inden vi begynder med høst af vårbyggen, plejer vi at vende knivene en halv omgang, men det har vi ikke oplevet var nødvendigt med de hårdmetal-coatet knive, fortæller Lars Erik Nielsen, som nu vælger at forsætte kommende sæson med samme knive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi plejer at sætte nye knive i snitteren, når vi laver eftersyn på mejetærskerne om vinteren, men det kan vi konstatere ikke var nødvendigt i år, så vi fortsætter i kommende høst med samme knive, fortæller han.

Skarpe knive

Redekop-knivene er fremstillet på en speciel måde, så de blot har fået en carbon-coating på bagsiden af kniven. Det betyder, at hvis de rammes af en sten, vil det ikke sløve kniven, men faktisk gøre kniven endnu skarpere, da coatingen på bagsiden, vil betyde, at coatingen ikke vil blive slået af.

- Originale knive vil blive mere runde og bløde og miste skrapheden, hvorimod de andre faktisk sliber sig selv, og det er hele ideen ved at lægge hårdmetal på bagsiden af kniven.

- Det er noget, vi tydeligt kan se fungere i praksis, fortæller Lars Erik Nielsen, som påpeger vigtigheden i konstant skarpe knive:

- Vi sørger for, at sætte lav stub med mejetærskeren, og derfor er der en stor materialemængde til mejetærskerens snitter, som skal sørge for at fordele alt materialet i fuld bredde. Det er en udfordring, når vi kører med 40 fod skærebord, men jo skarpere knivene er, jo mere fint fordeles halmen, og jo lettere burde det være for snitteren at sprede materialet ud i fuld skærebordsbredde, fortæller han og påpeger, at han ikke vil ud med en halmstrigle efter mejetærskeren for at fordele halmen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er simpelthen noget mejetærskeren skal kunne klare. Vi kan tydeligt se forskel på mejetærskerens snitter, når eksempelvis duggen er ved at falde og materialet bliver tungere - det samme vil gøre sig gældende med en halmstrigle. Den kan også kun lave det mest optimale arbejde midt på dagen i høj sol - og der har vi ikke tid til at strigle - der skal vi høste.