Traditionen tro valfarter professionelle landmænd i denne tid snart til det sydsvenske, hvor Borgeby Fältdagar afholdes.

Messen adskiller sig fra et traditionelt dyrskue ved at have fokus på den professionelle landmand. Det kommer blandt andet til udtryk med de mange sortsforsøg på udstillingspladsen samt den navnkundige "Gropen", som er et stykke jord, hvor man har udgravet en gang med udsyn til planternes rodnet. På den måde kan planteavlerne få syn for sagen under jorden. Netop Borgebys forkus på de professionelle vækker glæde hos Grimme, der også har en stand på udstillingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvom det foregår i Sverige, så kommer der rigtigt mange danskere, og de kommer, fordi det er en professionel udstilling. Det faglige niveau er rigtig højt, og det gør det til en rigtig fin udstilling. Det adskiller sig meget fra land-møder-by, som vi kender det fra vores egne dyrskuer, forklarer Per Rasmussen, der er salgschef hos Grimme Skandinavien.

Selvom mange danskere tager turen til Borgeby Fältdagar, er det også vigtigt at markere sig overfor de svenske kunder, som dog godt kender Grimme, der er blandt de førende mærker i vores naboland.

- Vores svenske afdeling ligger lige i nærheden, så det er helt naturligt for os at være på Borgeby Fältdagar, forklarer Per Rasmussen.

Stor stand

Som nævnt er der på messen et stort fokus på planter og sortsforsøg, men der er altså også plads til lidt maskinnørderi - eller meget maskinnørderi, for Grimme har taget en stor maskinpark med.

- Vi har en rigtig stor stand, og vi har et væld af maskiner med. Folk får muligheden for at se alt fra roesåmaskiner og roeoptagere til stenstrenlæggere og bedplove. Vi har det hele med, siger Per Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop roesåmaskinen er dog noget forholdvis særligt.

- Vores nye Matrix-såmaskine er ret interessant. Det er en præcisionsmaskine, der har sektionsafblænding efter GPS. På den måde kan man undgå overlap, hvis man eksempelvis kører ud i en kile, forklarer Per Rasmussen, der ser frem til at møde mange danskere i det svenske:

- Jeg får nok at lave ved bare at servicere de mange danskere. Der er mange sjællændere, der hellere kører til Borgeby Fältdagar end til Herning, og samtidig bliver der også arrangeret mange busture fra Jylland, så jeg ser frem til at møde de mange danskere og få en god maskinsnak med de professionelle kartoffel- og roeavlere.