Jesper Lyhne Bækgaard har siden 2010 været selvstændig minkavler på Island. Han er opvokset på en minkfarm, men valgte landbruget fra i en årrække, hvor han uddannede sig på Aarhus Universitet i historie og samfundsfag. I en årrække var han medlem af bestyrelsen for Islandsk Pelsdyravlerforening, og i år 2012 blev han Islands repræsentant i Fureurope og fra 2013 formand for fagrådet for pelsdyravl i Island. I 2016 flyttede han retur til Danmark med familien, og han er i dag bosat i Stensballe ved Horsens.

- Jeg glæder mig til at komme i gang med undervisningen, og jeg håber på mange flere mink-elever på skolen i forhold til det antal, vi har i dag. Det er et utrolig spændende erhverv, og vi får brug for mange flere landmænd med mink som speciale i fremtiden, siger Jesper Lyhne Bækgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De danske minkavlere har en høj gennemsnitsalder, så i de kommende år vil der blive brug for unge til at overtage minkfarmene.

- Jeg vil gerne stimulere avlerne til at sende deres medhjælpere på skole, så de kan få en uddannelse. Det er et fælles ansvar at rekruttere nye avlere. Jeg forstår ikke, at der ikke er mange flere unge, som vil ind i branchen. Det er hamrende spændende, og ikke to sæsoner er ens. Koblingen mellem modeverdenen og branchen er interessant, jeg kan gå og følge med i Modeugen i Milano, samtidig med at vi muger ud i burene. Det, at producere et luksusprodukt er da fedt, og i Danmark er vi ubestridt verdens bedste til at producere minkskind, fastslår Jesper Lyhne Bækgaard.

Han starter med sit første hold Grundforløbselever d. 1. august. Derudover vil han skulle undervise de elever, som tager Hovedforløb og Produktionslederuddannelsen med mink som speciale.