Da Brørup Traktor- & Maskincenter bookede stand på Roskilde Dyrskue var det med to formål for øje. De ville vise og sælge Mandam-redskaber, men også gerne finde en forhandler på Sjælland. Det viste sig at være nemmere at sælge produkterne til de sjællandske kunder end at finde en god forhandler, men der blev knyttet flere kontakter, så maskinforretningen håber på, at den del lykkes senere på året.

- Vi er enormt glade for dyrskuegæsternes interesse for vores Mandam-redskaber og meget positive over salget. En tallerkenharve, to grubbere, to stubharver og en græsmarksharve er det blevet til indtil videre, og der er flere tilbud ude, så det er rigtigt godt, fortæller den ene af ejerne Svend Aage Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hurtigste vej til viden om markedet i vores branche er at spørge kunderne direkte - de svarer nemlig ærligt

Svend Aage Jensen - ejer Brørup traktor- og Maskincenter

Han tilføjer, at der oven i købet har været et par interesserede landmænd, som har taget turen fra Sjælland til Brørup for at se på de forskellige modeller siden dyrskuet.

Kundernes svar er ærligt

Det er ikke første gang Brørup Traktor- & Maskincenter pakker sættevogn og servicebiler for at tage til dyrskue udenfor deres traditionelle arbejdsområde. Sidste år gik turen til Odense, og her var oplevelsen også positiv.

- Vi solgte en del og fik mange nye servicekunder til Deutz-Fahr og Zetor-traktorer, fortæller Svend Aage Jensen.

Han er sikker på, at man skal ind imellem skal vove pelsen, bevæge sig udenfor sin komfortzone og slet og ret spørge kunderne, om de produkter, man har, er noget der interesserer dem. Eller måske om de kunne tænke sig, at man fandt en ny type redskab eller servicepakke eller noget andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man kan godt føle sig lidt på udebane, men den hurtigste vej til viden om markedet i vores branche er at spørge kunderne direkte - de svarer nemlig ærligt, siger Svend Aage Jensen.