Fra den første november er den midtjyske virksomhed i Viborg, Gøma, klar med nye produkter til produktprogrammet som i forvejen blandt andet omfatter en kommende egen produktion af gyllevogne.

Blandt andet bomme samt fordelere fra Harsø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her kender mange i forvejen kvaliteten på Harsøs bomme og fordelere. Desuden udvikler Harsø i øjeblikket på et nyt bomprogram. Dermed får vi efter 1. november et nyt og velkendt produkt at tilbyde sammen med vores nye gyllevogn, siger salgschef Karsten Kammer hos Gøma.

Tyske spredere

Foruden Harsø bomme og fordelere fuldender Gøma programmet indenfor husdyrgødning med tyske spredere fra Streumaster.

- Streumaster er et højkvalitetsprodukt, som vi har fået kendskab til blandt andet gennem vores samarbejde med Vervaet, der gennem en årrække har tilbudt Streumaster på sine selvkørende maskiner, fortæller Karsten Kammer.

Streumaster introducerer en spreder med lodrette valser på Agritechnica og bredspredere med meget udstyr, blandt andet vejeceller.

Udvidelse og flere hænder

På hovedkontoret i Viborg går byggeriet af en ny stor montagehal planmæssigt frem, og forventningerne er, at den står klar til samling af de nye Gøma GG gyllevogne, som kommer på markedet allerede fra 1. november 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her kræver den positive udvikling af virksomheden også løbende flere hænder. Den nye tekniske afdeling kører allerede på højtryk, i værkstedet er der også ansat flere medarbejdere og i nærmeste fremtid forventer Gøma at ansætte yderligere medarbejdere i værkstedet, montage- og serviceafdelingen, fortæller Søren Jensen, som sammen med Ole Christensen, Karsten Kammer og Jakob Møller udgør ejerkredsen bag Gøma.

- Vi skal også fremover være leverandør af de bedste produkter og fortsat være førende på eftermarkedet, så vores kunder også i fremtiden opnår de bedste resultater i samarbejdet med os om maskiner til håndtering af naturgødning, fortæller Søren Jensen.