Washpower A/S og ACO Funki A/S har indgået et nyt samarbejde om udvikling af ProCleaner X100, som er en vaskerobot til svinestaldene.

Vaskerobotten er opbygget på fire hjul, og har en bredde på 65 centimeter, og en længde på 100 centimeter. X100 styres sidevejs af justerbare sidehjul, der kører op ad inventaret og sørger for at retningen holdes. Maskinen har ultralydsføler, der sikrer at maskinen stopper, når den kommer til en væg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

ProCleaner X100 kan programmeres til både at køre iblødsætning og flere forskellige typer vask. Maskinen tilkobles via det eksisterende højtryksanlæg med almindelig højtryksslange og kræver en vandmænde på mindst 25 liter vand pr minut.

Fem års udvikling

ProCleaner X100 er udviklet og testet gennem en periode på fem år, og ifølge producenten spares der både tid og penge med maskinen, som reducerer vasketiden i stalden med 70 til 80 procent. Producenten fortæller også, at det samtidigt bliver det lettere at holde et højt hygiejneniveau, da medarbejderne kun skal finpudse rengøringen.

ACO Funki og Washpower har præsenteret vaskerobotten på Figan messen i Zaragoza, Spanien.

- ACO Funki står for os som et stærkt dansk kvalitetsbrand, hvis staldsystemer passer rigtig godt til ProCleaner X100. Dét, samtidig med at ACO Funki er stærkt repræsenteret på de fleste eksportmarkeder gør, at vi har store forventninger til samarbejdet, fortæller Glenn Pedersen fra Washpower.