Det Østjyske Dyrskue i Horsens møder igen stor opbakning fra dyreudstillerne, og arrangørerne ser frem til et skue med stor tilslutning fra både kvæg- og hesteudstillerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce


Udstillingen kommer til at omfatte cirka 340 store dyr, hvilket er lidt flere end sidste år. Der udstilles ca. 130 kødkvæg, 110 malkekvæg, 30 geder og 70 heste og ponyer fordelt på 15 forskellige racer. Hertil kommer de mindre dyreracer, nemlig høns, kaniner, katte samt et omfattende 4H-skue.

- Det er vi rigtigt godt tilfredse med, og vi glæder os over den store opbakning fra dyreudstillerne, siger formanden for skuet, Peter Søgaard Mortensen.

Dyrskuet finder sted på den traditionsrige dyrskueplads beliggende lige midt i Horsens den 16. og 17. juni. Det arrangeres af Foreningen Land & by ØSTjylland med opbakning fra de tre lokale landboforeninger, Østjysk Landboforening, Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vejle-Fredericia Landboforening.

Veterantraktorer og Volvo-træf

Dyrene er det naturlige omdrejningspunkt, men der er masser af andre spændende og sjove oplevelser at komme efter på Det Østjyske Dyrskue i Horsens.

På dyrskuet er der udstilling med maskiner og forskellige serviceydelser, og en række gårdbutikker viser, hvad de har at byde på af spændende produkter, heraf mange fra lokalområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der vil være underholdning med grisevæddeløb, cirkusforestilling, hesteshow, udstilling af Volvo-biler, gymnastikopvisning og meget andet.

Henrik Nielsen fra Dansk Ferguson Museum i Stourup ved Glud kommer med sine veterantraktorer, som udstilles og præsenteres i ringen. Han er lige nu aktuel med en børnebog og film om ?Den Lille Grå?, som er udgivet på syv sprog.

Minibondegård

På Landbrugets Stand er der lagt op til et hyggeligt familiested, hvor børnene kan have det sjovt. Her kan man opleve en minibondegård med kalve, grise, får og høns, som man kan komme helt tæt på og klappe.

Børnene kan male korn til mel, presse små halmballer og lave deres eget smør. De kan køre på pedaltraktorer på en bane, og der bliver afviklet en konkurrence, hvor seks pedaltraktorer udloddes.

Landbrugsforeningerne har i år gjort ekstra meget ud af standen, hvor der også bliver lejlighed til at se en so med smågrise. Der bliver også uddelt smagsprøver samt budt på kaffe og muffins.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som noget nyt holdes der kræmmermarked i forbindelse med dyrskuet, hvor alle kan komme og sælge deres ting ? lige fra legetøj, gamle ting, bøger og alt muligt andet. Det bliver om lørdagen.