Andelsbevægelsen, der fik sit udspring i Danmark i slutningen af 1800-tallet, er en af de største danske opfindelser gennem tiden. Da Bertel Haarder fremlagde udspillet til den danske kulturkanon, var andelsbevægelsen da også blandt de eksempler, som den tidligere kulturminister fremhævede. Ideen om fælleseje i landbruget af de virksomheder, der står for forarbejdning og salg af landbrugets produkter, var med til at udvikle landbruget i Danmark, til det vi kender i dag. Men siden dengang er der sket meget med andelsselskaberne, og flere af dem er i dag blevet til store virksomheder med engagement i mange forskellige lande. Virksomheder som Danish Crown, Arla, DLG og Danish Agro har stadig status som andelsselskaber, men lever de i virkeligheden op til den gamle tanke om at sikre de bedste afsætningsmuligheder for primærproducenterne? Svaret er nej, hvis man spørger Kjartan Poulsen og Henrik Mortensen, der er formænd for henholdsvis Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter og Danske Svineproducenter.
- I et mejeri som Arla har vi en bestyrelse og en professionel ledelse, der styrer mejeriet ud fra en tankegang om at købe billigt og sælge dyrt. Det holder ikke, når der er tale om et andelsselskab, siger Kjartan Poulsen, der bakkes op af Henrik Mortensen:
- Andelsselskaberne kommer ud på et konkurrencemarked, hvor den største udgift er råvaren, og så må man have en interesse i at købe billigt og sælge dyrt. Vi kan også se, at de år hvor svinenoteringen har været høj, så tjener andelsselskabet mindre på forædlingen. Det bliver et miskmask mellem hvad primærproducenten ønsker og hvad andelsselskabet foretrækker, siger Henrik Mortensen.
Hvem sætter prisen
Når danske landmænd sælger mælk, dyr og andre råvarer til andelsselskaberne, foregår det for de fleste med en pris, som andelsselskabet justerer løbende. Når året er omme, kan andelshaverne se frem til en efterbetaling, som fastsættes efter andelsselskabets regnskab.
- Som primærproducenter har vi nogle store pengebindinger i andelsselskaberne, og eksempelvis er efterbetalingen hos Danish Crown gået fra at være omkring 50-60 øre pr. kg kød til nu at være op imod én krone. Når prisen for de råvarer, vi laver, er så lav, er det ikke i orden, at vi skal have så mange penge stående i andelsselskabet, siger Henrik Mortensen og fortsætter:
- Det kan også få mange op i det røde felt, når slagterierne roser sig selv for fantastiske regnskaber, mens man ved, at ejerne hiver efter luften og ikke får dækker omkostningerne. Sådan har det været i mange år.
Også Kjartan Poulsen er utilfreds med, at andelsselskaberne taler om overskud.
- I flere år har de talt om overskud, men der er ikke noget, der hedder overskud i et andelsselskab. Det hedder årets resultat, og pengene skal udloddes til ejerne, ellers er det ikke et andelsselskab, siger han og fortsætter:
- For nylig kunne Arla godt bruge mere mælk, men hvordan hænger det sammen med, at vi ikke kan leve af at levere mælken? Der er noget galt med marginalberegningen, for plusset i regnestykket skal ende ude ved landmanden og ikke på andelsselskabets bundlinje.
Eventyr i udlandet
De to formænd retter særligt en hård kritik mod de danske andelsselskabers ekspansion i udlandet.
- Det står stadig i formålsparagrafferne, at man skal tjene andelshaverne, men så vil man ud i den store verden. Vi har også set andelsselskaber, der pludselig vil drive teleselskaber og maskinhandel, og det forstår jeg ikke. Jeg fornemmer, at andelsselskaberne er blevet så store, at primærproducenterne rykker længere og længere væk fra beslutningerne, så de ikke forstår sammenhængene i nogle af de investeringer, der bliver gjort, siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.
Stort set samtlige af de store danske landbrugsandelsselskaber har aktiviteter i udlandet - eksempelvis har Arla en stor del af forretningen placeret i England.
- Som mælkeproducenter har vi gennem Arla opbygget et milliardtab i England, men mejeriet bliver ved med at sige, at det går rigtig godt, for vi tjener pengene andre steder. Det bliver vi nødt til at stole på, for vi kan ikke se det, siger Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Ikke en chance
En grundlæggende del af andelstanken er, at andelshaverne demokratisk styrer andelsvirksomhederne, og sådan er det såmænd også i dag.
De store danske andelsvirksomheder har alle et repræsentantskab, der er besat af primærproducenter, og som spiller en afgørende rolle, når kursen for andelsselskabet skal sættes. Derfor burde den enkelte landmand altså kunne gøre sin indflydelse gældende, men sådan fungerer det ikke praksis:
- Det er korrekt, at landmændene selv har magten, men problemet er, at det er utroligt svært at overskue. Andelsselskaberne er blevet så store, at der ikke længere er tale om klassiske plus-minus regnskaber. Som medlem af repræsentantskabet har man ikke andre muligheder end at kigge på det, man får udleveret - hvordan skal man kunne modsige det, hvis man også skal bruge tid på at passe sin egen gård, spørger Kjartan Poulsen.
De samme tanker sidder Henrik Mortensen med:
- Den enkelte landmand har ikke en chance. Først skal man vælges ind i et repræsentantskab, og så skal de overbevises, før der sker noget. Den eneste anden mulighed man har, er at melde sig ud. Vi har set et antal, der ikke ønsker andelsbevægelsen, og som derfor har meldt sig ud, siger han.
Et skud for boven
Ifølge de to formænd oplever man i branchen en markant uvilje rettet mod andelsselskaberne, og det kom eksempelvis til udtryk for nylig, da Danish Crown lancerede et nyt tiltag, der skulle tiltrække nye andelshavere. Slagteriet tilbød et kontant tillæg til nye leverandører af svin, og den tilgang vækker ikke glæde hos Henrik Mortensen:
- Hvis jeg var blevet spurgt, om det overhovedet var tilladt for et andelsselskab, ville jeg have sagt nej. Det kan godt være, at regnestykket viser, at det bør være godt for fællesskabet, men jeg tror, det er svært at kapere for den loyale svineproducent, at andre scorer på det. På den måde kan man sige, at andelstanken har fået et ordentligt skud for boven, siger han.
Men har de danske andelsselskaber bevæget sig så langt væk fra den oprindelige andelstanke, at der ikke er en vej tilbage?
- Jeg har svært ved at se, at vi kan komme tilbage til oprindelige tilgang. Eksempelvis korser mejerierne sig, hvis man foreslår at mindske produktionen, når prisen er lav. Der skal en grundlæggende ændring til, for det handler om at tjene penge ude hos landmanden - ikke om at holde mejerierne i gang, siger Kjartan Poulsen og fortsætter:
- Jeg har svært ved at se, at det på sigt holder for andelsselskaberne at være multinationale. Du kan i højere grad opretholde andelsselskaberne, hvis vi er på nationalt plan. En anden mulighed er, at andelshaverne i stedet får aktier som svarer til deres levering, og så drives virksomheden som et aktieselskab. I forhold til hvordan det drives i dag, ville der alligevel ikke være den store forskel, for den fulde tanke om, at man skal tage højde for landmandens bundlinje, den er forsvundet.
Den bedste løsning
Hos Landbrug & Fødevarer kalder formand Martin Merrild andelsselskaberne for den bedste løsning vi har.
- Andelsselskaberne er den bedste løsning vi har og jeg ser ikke noget godt alternativ. Jeg vil langt hellere have andelsselskaber, hvor landmænd kan tale med en samlet stemme end private virksomheder, hvor der kun er profit for øje. Alternativet til andelsselskaberne er, at vi hver især skal handle med firmaer, der ejes af kapitalfonde, der kun har profit for øje, siger han til Maskinbladet.
