Forskere er gået i gang med at undersøge, om vi kan skaffe kød på en mere effektiv måde ved at dyrke det i laboratorier i en såkaldt stamcellesuppe. Det skriver Ingeniøren.

- Kunstigt kød er en nødvendighed, fordi vi bare må sande, at vi ikke holder op med at spise kød. Den voksende middelklasse i Indien og Kina har fået råd til kød, men landbrugsjorden er knap, så vi kan ikke leve op til den stigende efterspørgsel, forklarer professor ved Maastricht Universitet Mark J. Post.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var ham, der 5. august 2013 præsenterede verdens første kunstige bøf lavet af stamceller: en hamburgerbøf til den nette sum af 1,9 millioner danske kroner.

Med det prisskilt får fremtidens slagter ikke langet mange bøffer over disken, så Mark J. Post og hans forskerhold arbejder intensivt på at få prisen ned i et realistisk leje.