Knap er blækket tørt på det papir, hvor miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen underskrev aftaler om både eksport af økologiske fødevarer og eksport af forarbejdet svinekød som eksempelvis pølser. Arbejdet er allerede i dag i fuld gang med at sikre den næste danske handelsaftale. Det kan meget vel komme til at handle om æg og produkter med æg.

- Nu har vi fejret, at vi må sælge pølser til kineserne. Men det betyder ikke, at vi sætter os ned og slapper af. Vi er allerede i fuld gang med at blive de første i verden, der kan få lov til at sælge æg og produkter med æg til Kina, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For nyligt afsluttede en kinesisk delegation en ugelang tur til Danmark, hvor de besøgte de største danske ægpakkerier og ægproduktvirksomheder under brancheorganisationen Danske Æg. Danmark er det første land i verden, der har modtaget et sådan besøg. Bulletinerne går på, at de kinesiske embedsmænd kunne lide, hvad de så.

Allerede nu har Landbrug & Fødevarer samt miljø- og fødevareministeren i samtaler med de kinesiske fødevaremyndigheder opfordret til et øget samarbejde, også indenfor æg.

- De sidste tre dage i Kina har gjort mig helt overbevist om, at vi kommer til at eksportere langt flere fødevarer til Kina i de kommende år. Kineserne går op i fødevaresikkerhed og stabile leverandører. Samtidig er det en fjer i hatten, at vi kan producere bæredygtigt. Alt det, samt de positive tilkendegivelser fra kineserne gør, at jeg er sikker på, vi snart får åbnet for flere markeder i Kina, siger Karen Hækkerup.

Fødevareklyngen udgjorde i 2016 44 procent af den samlede vareeksport til Kina. Det tal forventes at stige i 2017, hvor eksempelvis eksport af svinekød kommer til at runde fem milliarder kroner i eksportomsætning.