Er der en forhandler med styr på Zetors historie og udvikling, så er det Ejgil Christensen fra Ejgils Traktor-Center i Sigersted på Sjælland. 1. maj er det 50 år siden, han begyndte som forhandler, og op gennem årene har han solgt cirka 850 nye Zetor. Nogle af dem har han endda solgt mere end en gang, for det har altid været nemt at sælge en brugt Zetor ifølge Ejgil.

- De kan sagtens køre 10 år på en landbrugsejendom og derefter 20 år på et fritidsbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Da Ejgil startede som forhandler for 50 år siden, havde en Zetor 10 fremadgående gear. Det var dobbelt så mange, som de konkurrerende mærker havde.

- Derfor var det let at finde et gearmatch, der passede til fremdrift og PTO på Zetor'erne, og det begejstrede kunderne, fortæller Ejgil.

Der var mange af hans kunder, der kørte med bugserede mejetærskere dengang, og de blev et stort smil, når de fandt ud af, hvor godt deres mejetærskere kunne arbejde, når bare traktorerne kunne levere deres del.

Senere kom Crystal-modellerne, som havde en nærmest flad momentkurve.

- De kunne virkeligt omsætte deres motorkraft til sejtræk, og der var stort set ikke en maskinstation i miles omkreds, der ikke kørte Zetor dengang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Enorm udvikling

Når man som Ejgil har fulgt et traktormærke gennem 50 år, er der naturligvis sket en masse undervejs. For tjekkiske Zetor er der sket helt utroligt meget, for skiftet fra et "østprodukt" til et "vestprodukt" er tydeligt. Det minder lidt om udviklingen hos Skoda.

- De seneste 10 år har Zetor investeret massivt i produktudvikling og leverer i dag traktorer af høj kvalitet, med god komfort og et højt udstyrsniveau. Jeg mener, mange traktorkøbere i dag glemmer at tjekke, hvor meget traktor de kan få for pengene hos Zetor - og at Zetor er produceret indenfor EU i et land med stolte ingeniørtraditioner og ikke i en fjern fabrik i Indien, Tyrkiet eller lignende.

Still going strong

Selvom Ejgil har rundet de 80 år, er han stadig aktiv i maskinforretningen og er også manden bag de sjællandske HCP-forhandleres fælles stand på Roskilde Dyrskue.

- Vi er der også i år med en stand, hvor gæsterne kan se Zetor, Deutz-Fahr, MultiOne og Iseki. Jeg håber på, at mange af vores kunder kommer forbi til en hyggelig maskinsnak. Og det gør heller ikke noget, hvis der kommer et par nye forbi.

Ejgil har faktisk besluttet sig for at gå på pension flere gange, men hver gang kommer der så lige et par kunder forbi - og ja, så bliver pensionen udskudt. Men generationsskiftet er på plads, så engang bliver pensioneringen nok gennemført.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både producent og importør

Loyalitet værdsættes stadigvæk, selvom nutidens maskinhandel ofte bærer præg af hyppige skift. Jubilæet er da heller ikke gået upåagtet hen hos hverken Zetor eller den nordiske importør HCP Nordic. Forleden var marketingchef Johnny Hansen forbi med en hilsen fra fabrikken og importøren, og historien om den loyale forhandler spredes gennem Zetors mange kommunikationsplatforme.

- Det er simpelthen rart at have forhandlere som Ejgil, der er der, når det gælder, og yder en indsats, uanset om der er lav- eller højkonjunktur og aldrig lader kunderne i stikken. Det er beundringsværdigt.