Man hører ordet igen og igen: Operationel leasing. Men hvad dækker det helt præcis over - og er det en god forretning at købe sin næste traktor på en operationel leasing-kontrakt?

- Det er vigtigt at slå fast, at operationel leasing ikke er for alle og enhver, og det nødvendigvis ikke er billigere end at købe traktoren. Men der er rigtig mange fordele, som er værd at tage med i overvejelserne, fortæller Kristian Refnov, direktør hos Case IH Danmark, som efterhånden har en del enheder ude hos de danske bedrifter og maskinstationer på en operationel leasings-aftale.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der er blandt andet nogle regnskabsmæssige fordele ved et generationsskifte, hvor det langt bedre kan betale sig med operationel leasing.

- Kristian Refnov, direktør Case IH Danmark

- Operationel leasing er et form for partnerskab mellem kunde og forhandler, som går begge veje, fortæller Kristian Refnov og uddyber:

- I operationel leasing er alle omkostninger til traktoren typisk indregnet i den månedlige ydelse man betaler over eksempelvis fem år. Det betyder, at man er fri for at tænke på den usikkerhed, som der kan være for nedbrud i løbet af de fem år, da det er forhandleren der løber med risikoen, og det er også grunden til, at det er dyre end at købe. Omvendt har du også fuldstændig styr på, hvad traktoren vil koste i løbet af de fem år.

- Formen for leasing betyder også, at det er en kontrakt man skriver mellem kunde og forhandler som vil sige, at de fem års aftale er meget svært at opsige. Det betyder, at hvis man i løbet af de fem år bliver uenige, så er der ingenting at gøre. Derfor kan operationel leasing sammenlignes med et partnerskab mellem kunde og forhandler.

Alt det med småt

Kristian Refnov opfordrer altid til, at man husker, at læse det med småt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ikke en fast skabelon for operationel leasing, og derfor er det meget svært at sige præcist, hvordan en kontrakt vil se ud. Eksempelvis er det sjældent at dæk-slid er med i den samlet pakke, men der findes dog undtagelser. Der er også forskel på, hvor serviceringen af traktoren foregår - er det hos forhandleren, eller hos kunden i marken.

- Desuden er det vigtigt at få med, hvilken stand traktoren skal leveres i efter endt aftale, hvor meget dæk der skal være tilbage, hvad der sker, hvis der kommer en skade, som følge af forkert brug og meget mere.

Foruden en økonomisk sikkerhed i kontaktens løbetid, så giver operationel leasing også andre fordele ved eksempelvis generationsskifte:

- Der er nogle regnskabsmæssige fordele ved et generationsskifte, hvor det langt bedre kan betale sig med operationel leasing, da der ingen værdi er bundet i maskiner, forklarer Kristian Refnov.

Kristian Refnov fortæller, at der er stor interesse omkring konceptet, og det diskuteres i over halvdelen af alle traktorhandler, men på nuværende tidspunkt er det under 10 procent af alle handler, som ender ud i sådan en aftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange bliver måske forskrækket, når de får den samlet pris for traktoren i fem år, men jeg vil opfordre til at man regner hele regnestykket igennem. En ting er, at man betaler for at minimere risikoen på traktoren væsentligt, men det giver også en anden likviditet i virksomheden

- Desuden er det heller ikke uvæsentligt, at nogle kontakter laves, så hvis der sker et nedbrud på traktoren, så kommer forhandleren med en back-up traktor, som er klar til at overtage opgaven - men det afhænger igen af den konkrete kontrakt.