Kristian Søberg kritiserer i Maskinbladet Landbrug & Fødevarer for ikke at ville hjælpe ham.

En sag, som udviklede sig fra at være en tvist mellem Kristian Søberg og det daværende Aarhusegens Andel til at handle om, at Kristian Søberg ville have Landbrug & Fødevarers hjælp til at søge regres hos den advokat, som ifølge Kristian Søberg var blevet ham anbefalet gennem LMO og dermed Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, ønsker ikke at bruge mere tid på at kommentere på en sag, han kalder for både gammel og afsluttet.

- Kristian Søberg har ad flere omgang fået en forklaring, da sagen var oppe at vende for år tilbage. Jeg agter ikke, at tage endnu en debat i medierne. Jeg kan henvise til interviews, jeg har givet om samme sag i blandt andet Effektivt Landbrug helt tilbage i 2015. Faktum er, at Kristian Søbergs lokale landboforening har ført en sag ved flere retsinstanser. Kristian Søberg har tabt sagerne, skriver Martin Merrild i en skriftlig kommentar.

Vil ikke svare

Han beklager dog, at sagen er blevet tabt, men understreger samtidig, at han betragter sagen som lukket.

- Det er altid beklageligt, når et af vores medlemmer taber en sag, som vi eller landboforeningen har hjulpet med at føre. I Kristian Søbergs tilfælde er sagerne tabt, og vi har ingen planer om at genoptage sagerne. Det har Kristian Søberg vidst i flere år, og der er ikke noget, der har ændret sig, siden både Landbrugsavisen og Effektivt Landbrug omtalte sagen for år tilbage, skriver Martin Merrild.

Martin Merrild og Landbrug & Fødevarer har ikke ønsket at svare på de spørgsmål, Kristian Søberg har stillet Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, og som er gengivet i Maskinbladet.