Ud af støvskyen på majsstub-marken kommer gyllekøretøjet susende mod gylletanken i høj fart. Ved tanken løftes fyldetårnet over i tanken, og endnu 27 kubikmeter gylle læsses i den grønne Samson-gyllevogn. Som trækhest til den 27 kubikmeter Samson-vogn holder demo-traktoren fra den sønderjyske Fendt-forhandler, Kaj Homilius: Fendt 1046 Vario.

- Man kan tydeligt mærke, at der er heste under den grønne motorhjelm, fortæller Lars Jensen, chauffør hos Revslund Maskinstation, som til dagligt kører med topmodellen i Fendt 900-serien: Fendt 939 Vario, men som i dag har fået demo-traktoren spændt foran gyllevognen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Høj komfort

Lars Jensen fremhæver først og fremmest den højere komfort i den nye 1000-serie, hvor den nye trinløse Vario-transmission fra Fendt gør det muligt at køre fra stilstand til topfart uden behov for skift af gruppe-gear.

- Det er noget man vænner sig lynhurtigt til, og er virkelig en fornøjelse, fortæller Lars Jensen til Maskinbladet, da vi besøgte demo-traktoren sent om eftermiddagen tirsdag den 25. april i Visbjerg, mellem Løgumkloster og Hellevad.

Sættet kører med en 7,5 meter disc-nedfælder og traktoren arbjeder med 1.400 motoromdrejninger.

- Det er lidt en anden måde at nedfælde gylle på, fortæller Lars Jensen, som har været meget positiv over oplevelsen med demo-traktoren.

Han fremhæver også vægten på traktoren, som en fordel:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På Fendt 900-serien kan vægten ofte være et problem, men Fendt 1000-serien har vægten til de store opgaver - naturligvis hjulpet godt på vej af 2,5 ton frontvægte og hjulvægte på et ton i hvert bagdæk.