Abonnementsartikel

Kornpriser forventes at stige 10-20 procent, mælkepriserne vil stige svagt, mens kødproduktionen ventes at holde det nuværende prisniveau, står der en ny FN-rappport

Landbruget har vist sig at være nogenlunde modstandsdygtig over for den globale finansielle og økonomiske krise, fordi fødevarer er en uundværlig del af folks forbrugsmønstre.

Men den lave købekraft sætter prisuviklingen på landbrugsvarer på hold over de næste to-tre år, vurderer en ny rapport fra FN's fødevareagentur i samarbejde med sammenslutningen af industrilande, OECD.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Styret af energipriserne

De to organisationer har analyseret landbrugets situation på verdensplan og set i krystalkuglen frem mod 2018.

Og selv om de spår prisstabilitet de næste par år, vil de ikke udelukke, at der kan ske yderligere eksplosioner i prisniveauet, sådan som man har set det over de seneste år, hvor priserne nåede skyhøjde for derefter brat at falde.

Det skyldes blandt andet, at landbruget i stadig højere grad er styret af energipriserne, der har vist sig at være temmelig flyvske, samt et mere utilregneligt klima, der kan skabe uforudsete ødelæggelser.

Brasilien stormer frem

Generelt forudser OECD og FAO en vækst i prisniveau på 10-30 procent over det næste tiår i forhold til 1997-2006-niveau, men med store forskelle mellem for eksempel korn og kødproduktion.

Korn forventes at nå at stige mellem 10 og 20 procent i pris, mens planteolie vil vokse med 30 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld forventes der en meget lav stigning i mælkepriserne, mens kødpriserne vil bevare et prisniveau, der ligner det nuværende.

Det betyder også, at udviklingen i kødproduktionen spås en meget lav vækst især i den vestlige verden, mens lande som Kina og Brasilien kommer til at gå betydeligt mere frem, efterhånden som de haler ind på vesten rent teknologisk.

- Mod slutningen af det kommende årti ventes Brasilien således at sidde på en tredjedel af verdensmarkedet for oksekød, svinekød og fjerkræ, skriver FAO og OECD.