Økologiske marker større end 5 ha (50.000 m2) skal fremover indeholde naturtiltag som læhegn, markskel, randzoner eller naturstriber. Samtidig skal der stilles konkrete krav til, hvordan økologerne kan bidrage til at reducere klimabelastningen. Det kan for eksempel ske ved at dyrke flere efterafgrøder, der binder kulstof i jorden, så det ikke ender i atmosfæren.

Sådan lyder to af de 25 anbefalinger, som miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag modtager fra det økologiske erhvervsteam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forbrugerne efterspørger i stigende grad økologiske fødevarer, men deres forventninger til økologien stiger også. Erhvervsteamets budskab er derfor, at økologien løbende skal forbedre sig på områder med betydning for økologiens troværdighed, så sektoren også fremadrettet kan leve op til de forventninger, som fremtidens forbrugere vil have. Derfor foreslår teamet, at økologien udvikler sig på natur- og klimaområdet.

- Jeg ser positivt på ideer, der kan kombinere naturhensyn med at forbedre bundlinjen hos landmændene. Det tror jeg på, at erhvervsteamets forslag kan, og jeg vil derfor nu afklare mulighederne for at gennemføre det. Mange danske økologer tager i dag den slags hensyn, men hvis vi kan få alle med, vil det styrke danske varer med Ø-mærket og gøre det til et endnu stærkere brand, hvilket kun vil være i økologernes interesse, siger Esben Lunde Larsen.

Det økologiske erhvervsteam blev nedsat som en del af Fødevare- og landbrugspakken og fik til opgave at udarbejde en række anbefalinger til ministeren, som kan styrke en markedsdrevet udvikling af økologien.

- Økologien har en stærk position herhjemme og er også ved at få en solid plads på eksportmarkederne. Med de 25 anbefalinger, som et enigt team afleverer i dag, tager vi et vigtigt skridt for at bevare vores markedsposition, siger Henrik Biilmann, direktør i Friland og formand for det økologiske erhvervsteam.

De 25 anbefalinger afleveres til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i dag.