FirstFarms indgik fredag den 24. marts 2017 endelig aftale om køb af Dan-Farm Holding A/S.

Dan-Farm Holding A/S ejer 80 procent af det ungarske selskab Dan-Farm Hungary Kft. De resterende 20 pct. ejes af IØ-fonden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dan-Farm Hungary Kft. har i dag 2.200 søer - under udvidelse til 2.500 søer, og der sælges årligt 70.000 smågrise og 5.000 slagtesvin.

Dan-Farm Holding A/S, som er en del af FirstFarms-koncernen, har i dag indgået aftale om køb af IØ-fondens ejerandel i Dan-Farm Hungary Kft. Købsprisen udgør den bogførte indre værdi pr. 31. december 2016 i Dan-Farm Hungary Kft, hvilket svarer til 6 millioner kroner.

FirstFarms-koncernen ejer herefter 100 pct. af svineproduktionsselskabet, og købsprisen forrentes indtil betaling for aktierne, senest i oktober 2019.

Da handlen blev indledt i slutningen af 2016 blev det fremhævet, at produktionen i Dan-Farm Hungary Kft. ligger inden for køreafstande, der kan skabe væsentlige synergier i forhold til FirstFarms A/S' produktion i Slovakiet og i Vestrumænien med hensyn til produktion og afsætning.

Dermed får FirstFarms svineproduktion ind i porteføljen, og det vurderes at sikre større risikospredning og bedre indtjening. Samtidig er der potentiale for udvidelse af produktionen i fremtiden, både med yderligere slagtesvin og søer.