Tidligere har det kostet 15.000 kroner at blive andelshaver i Arla, men det ændrer sig nu for danske landmænd.

På Arlas repræsentantskabsmøde blev det nemlig vedtaget, at nye andelshavere fremover skal betale 56 øre pr. liter mælk, de leverer på årsbasis. For en gennemsnitlig dansk mælkeproducent svarer det til et gebyr på i alt 861.000 kroner, det skriver finans.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Arla forventer man ikke, at den høje indmeldelsespris kommer til at få betydning for antallet af nye mælkeproducenter, der ønsker optagelse hos Arla:

- Jeg tror ikke, at de nye regler vil ændre væsentligt på tilstrømningen til Arla i Danmark. Det beløb, som man skal betale, er en investering for at få adgang til den egenkapital og værdi, der er blevet opbygget i Arla gennem årene, som kommer til udtryk på mælkeprisen, siger Henrik Damholt Jørgensen, der er chef for medlemsservice hos Arla, til Maskinbladet.

En del af den nye indmeldelsespris placeres i Arlas ufordelte egenkapital, mens resten placeres på såkaldte individuelle konti.

Henrik Damholt Jørgensen mener ikke, at den nye indmeldelsespris vil afholde unge landmænd fra at etablere sig som Arla-leverandører:

- Hvis man skal etablere sig og går i banken for at låne til indskuddet hos Arla, så må banken også se på, hvad det er, man får. Der er en sikkerhed i at være en del af et mejeri, hvor man er sikker på at få mælken hentet, og som har et salgssystem, så mælken bliver afsat på konkurrencedygtige vilkår, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ens vilkår

De nye regler får ingen konsekvenser for nuværende Arla-gårde - heller ikke hvis disse gårde skal gennemgå ejer- eller generationsskifte.

Der skal dog betales indmeldelsesgebyr, hvis en Arla-producent vælger at forlade Arla for så senere at vende tilbage igen.

- Det er ikke den udløsende grund til dette tiltag, at vi vil forhindre folk i at forlade Arla. Vi indfører det, fordi bestyrelsen har følt, at det er rigtigt, at landmænd skal investere et beløb, for at få adgang til den værdiskabelse, der er opbygget gennem årene. Man kan stadig forlade Arla på præcist samme vilkår som før og få sine værdier med sig, og man kan også komme tilbage igen senere, siger Henrik Damholt Jørgensen

Når Arla har valgt at indføre det nye indmeldelsesgebyr, skyldes det, at man er i gang med at ensarte forholdene for Arlas ejere i Europa.

- Vi har ejere i syv lande, og vi har udført en række tiltag, der skal gøre vilkårene mere ensartede for landmændene. Tidligere har vi set på afregningssystemet, og nu er vi kommet til optagelsesvilkårene. Der har været vidt forskellige regler, men de nærmer sig at være ensrettede nu, siger Henrik Damholt Jørgensen.