Bæredygtigt Landbrug var onsdag eftermiddag i foretræde hos Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at forklare, årsagerne til, at de danske indberetninger til EU af nitratfund i grundvand er misinformerende.

Efter samrådet talte Maskinbladet med direktør i Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, der var godt tilfreds med forløbet af foretrædet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ville fortælle udvalgets medlemmer om de grundvandsindberetninger, der sendes til EU. De giver ikke det rigtige billede af det danske grundvand, og når vi spørger EU-Kommissionen, har de haft indtryk af, at 20 procent af det danske grundvand indeholder mere nitrat end grænseværdierne. Det er der ingen, der vil påstå er sandheden, så de sidder i EU med et forkert billede af det danske grundvand, siger Hans Aarestrup.

Overraskende positive

Han har den opfattelse, at miljø- og fødevareudvalgets medlemmer modtog budskabet overraskende positivt:

- De forstod budskabet. De vil ikke ændre princippet om at gå efter en risikobaseret overvågning, hvor man går efter de steder, der har problemer med nitrat. Men de kan samtidig se, at når EU bruger det på dem måde, som tilfældet er, så er der samtidig brug for en anden type overvågning, siger Hans Aarestrup videre.

Udfordring

Han understreger, at det har skabt en udfordring for dansk landbrug, at når EU skal vurdere dansk lovgivning, er de gået ud fra nogle målinger, der ikke kan bruges til det, de bruges til, siger Hans Aarestup, der mener, at de forkerte indberetninger har ført til, at EU har været meget restriktive i forhold til eksempelvis den danske Landbrugspakke.