Med en prisstigning på 13 procent på Kopenhagen Furs februar-auktion er de danske minkavlere igen på vej ind i smult vand. Prisstigningen kommer efter et usikkert 2016, hvor omkostningerne var større end indtjeningen, men det billede er nu vendt.

- Auktionen var præget af en god stemning fra første hammerslag. Der var stærk efterspørgsel i auktionssalen, og det drev prisen på minkskind op, siger administrerende direktør Jesper Uggerhøj, Kopenhagen Fur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

550 kunder deltog i auktionen, hvoraf halvdelen kom fra de asiatiske markeder. Købelysten var stor fra Kina/Hongkong, men øget aktivitet blandt andet på det russiske pelsmarked var også med til at få prisen op.

- Grunden er nu lagt til en god auktionssæson i 2017, og det er især tilfredsstillende, at de danske minkavlere igen ser ud til at få sorte tal på bundlinjen med fornyet balance mellem udbud og efterspørgsel, siger Jesper Uggerhøj.

Kopenhagen Fur udbød og solgte knap 6,4 millioner minkskind på februar-auktionen. Gennemsnitsprisen på danske minkskind nåede 295 kr., mens udenlandske minkskind opnåede en gennemsnitspris på 239 kr. Auktionsomsætningen nåede 1,8 milliarder kroner.

Auktionen er den anden ud af fem auktioner, som Kopenhagen Fur afholder i 2017. Det totale minkudbud forventes at blive omkring 26 millioner minkskind.