DEBAT - I torsdags gjaldede Danmarks Naturfredningsforening gennem medierne, specielt i DR, med endnu et skrækscenarie om det store nitrat-spøgelse. I aftenens TV-udsendelser blev foreningen sekunderet af professor Stiig Markager fra Århus. Budskabet handlede om, at en endnu ikke offentliggjort rapport ville vise en stigning i udledningen af kvælstof. Man forlangte handling straks - der må tages gødning fra landbruget, de forurener jo med Landbrugspakken, lød det fra Naturfredningsforeningen og professoren.

Mandag (16.01) er den omhandlende rapport så udkommet. Det viser sig, at der tale om ganske små ændringer, der hører under den statistiske usikkerhed. Der påvises intet problem med øget kvælstof-udledning. Tallene er samtidig forbundet med stor usikkerhed. Der skal en femårig periode til for at kunne se, om der er en trend. Den trend, der er nu, er vandret - og helt uden den udbasunerede stigning. I øvrigt er kvælstof-udledningen til havet halveret siden 1990.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan blive helt rundtosset af de frygtscenarier, der oprulles, når foreninger, visse forskere, nogle politikere og enkelte medierne kører med på karrusellen og begynder at arbejde på baggrund af gisninger, modeller og teorier i stedet for viden.

Der er ikke noget problem for 98 procent af det danske grundvand, det påviser den nyeste rapport. Hvor der evt. kunne opstå et problem, kan det tages i opløbet med målrettet regulering. Markager, der oftest udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af Århus Universitet, sender frygtscenarier ud omkring de indre danske farvande og vil pålægge dansk landbrug yderligere begrænsninger. 80 procent af N har kommer fra Østersøen og Skagerak. Her kan mindre gødning til de danske afgrøder ikke stille noget op. Man skulle hellere tage ved lære af vore nabolande hvor fokus er på koncentrationer og fosfor.

Vent med at fortolke på endnu ikke offentliggjorte rapporter. Det eneste formål det kan have er at bringe sig selv i fokus og at sprede frygt - et våben mod al seriøs forskning og politik. Landbruget er på grund af frygtscenarier og forkerte indberetninger blevet påduttet tiltag udover, hvad der var aftalt i landbrugspakken - de vil ganske enkelt ikke have nogen virkning, fordi der ikke er noget problem. Det hjælper heller ikke at skrige højere efter flere tiltag. Den udkomne rapport viser, det er overflødigt.