Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen giver de økonomisk trængte mælkeproducenter en håndsrækning.

Folketinget har vedtaget en ændring af lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg, som betyder, at mælkeproducenterne ikke behøver at tage de såkaldte bindestalde ud af drift før 2027.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne type stald ses oftest anvendt af mindre besætninger og er typisk ejet af ældre landmænd, som nu slipper for byrdetunge investeringer i den nærmeste fremtid.

- Kvægerhvervet er hårdt trængt økonomisk, og derfor giver jeg nu en hjælpende hånd. De lidt ældre landmænd, som har en bindestald, får med lovændringen mulighed for at fortsætte med den nuværende drift uden større investeringer, indtil de naturligt vil gå på pension. Samtidig vil yngre landmænd, der har etableret sig på en bedrift med bindestald, kunne få yderligere fem år til at samle kapital til at investere i en ny løsdriftsstald, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Overgangsordningen for besætninger med bindestalde forlænges med fem år fra 1. juli 2022 indtil 1. juli 2027 dog med et samtidigt krav om, at kreaturer i bindestalde skal på græs i sommerhalvåret fra 2022. Dermed er der i den forlængede overgangsperiode udsigt til forbedret dyrevelfærd i bindestaldene.

- Med lovændringen imødekommer vi både landmanden, så han undgår at skulle indstille produktionen før tid og tager højde for køernes velfærd. Det er jeg yderst tilfreds med, siger Esben Lunde Larsen.

Med lovændringen bliver kravet om køers adgang til kobørster desuden udskudt indtil i 1. juli 2022 for bedrifter, der var etableret før lovens ikrafttræden, det vil sige før den 1. juli 2010.