Det er på høje tid at tænke på næste sæsons vårafgrøder. Det er vigtigt, at såsæden får gode arbejdsbetingelser fra start, og her har BJ Agro udviklet en ny flydende gødning, som kan fungere som madpakke for afgrøderne.

Gødningsserien hedder Flex Fertilizer, og blandingen Flex NP 22-2 egner sig særligt godt til vårbyg på sandjord.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Mangan-mangel er et problem tidligt i væksten, og det er svært at få fosfor ud til planterne, men det bliver lettere med flydende gødning, siger Niels Peter Olesen, der er salgschef hos BJ Agro.

Den nye serie af gødning blev vist frem på Agromek, hvor nyheden også var blevet tildelt tre stjerner af messen.

Kompleks sammensætning

Flex Fertilizer-gødningen udmærker sig ved en kompleks sammensætning af næringsstoffer, som blandt andet betyder, at fosforen ikke forsvinder ud i jorden men i stedet når frem til planten.

- Sammensætningen betyder, at fosforen bliver bedre tilgængelig for planten. Når man bruger gødning i fast form, ligger udnyttelsesgraden af fosfor omkring én procent, mens den stiger til et sted mellem to og fem procent ved flydende gødning, så der er tale om en betydelig forbedring. Lidt kækt siger vi, at man skal gøde mere med mindre, siger Niels Peter Olesen.

Han fortæller også, at gødningen ligeledes gør planten bedre i stand til at optage andre næringsstoffer fra jorden. Derudover kan den nye gødning også spare landmanden for omkostninger:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vårafgrøderne sås med flydende gødning, er der mindre chance for, at planterne kommer til at mangel mangan. Det kan spare en overkørsel med mangan-sprøjten, siger Niels Peter Olesen.

Større fokus

Niels Peter Olesen fortæller, at flydende gødning til vårafgrøder er noget, som man vil se nærmere på i fremtiden.

- Jeg ved, at Seges vil undersøge effekten nærmere i de kommende år. Det handler om, at man får noget ud af den gødning, som man giver, siger han og fortsætter:

- Det kan godt være, at man ikke ser den store forskel i udbytte efter sæsonen, men når man giver gødning ved såning, så er man mere sikker på, at planterne kommer godt fra start.