Lovforslaget indeholder mulighed for yderligere udsættelse af kravet om kobørster, og det fik Dyrenes Beskyttelse til tasterne:

- Samtidig undrer Dyrenes Beskyttelse sig meget over, at kravet om kobørster reelt udskydes, efter det formelt trådte i kraft den 1. juli 2016, og hvordan Fødevarestyrelsen har og vil håndtere denne situation i forhold til blandt andet velfærdskontrollen. Det er meget foruroligende, at der med denne praksis nu introduceres en praksis i Fødevareministeriet om at undlade at kontrollere og sanktionere et gældende lovkrav på baggrund af en endnu ikke vedtaget lovændring. Derudover må det virke direkte demotiverende for de mange kvægbønder, der rent faktisk har opsat de krævede kobørster, og der er stor risiko for, at der blandt dem opstår en forventning om, at loven om hold af malkekøer kun er vejledende, da de gældende overgangsordninger alligevel forlænges, skrev Dyrenes Beskyttelse blandt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forsvarligt

Ifølge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har Fødevarestyrelsen vurderet, at det vil være dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at forlænge overgangsordningen for bindestalde med fem år indtil 1. juli 2027 og at udskyde kravet om kobørster indtil 1. juli 2022:

- Forlængelsen af overgangsordningen for udfasning af bindestalde sker på betingelse af, at alle kreaturer i bindestalde kommer på græs i sommerhalvåret, hvilket vurderes at være en forbedring af dyrevelfærden i forhold til i dag, hvor der ikke er krav om, at kreaturer i bindestalde kommer på græs. Det er endvidere en betingelse, at de i bindestalden anvendte bindsler giver køerne den fornødne bevægelses-frihed. Med hensyn til kravet om køers adgang til kobørster er det vurderet, at kravet kan udskydes, for selv om kobørster gør det lettere for køer at udføre hudpleje, så vedrører kravet ikke køernes basale behov, som eksempelvis adgang til foder, vand og hvile, oplyser ministeren.

På sædvanlig vis

Han understreger, at der er tale om at udskyde enkelte bestemmelser af økonomiske hensyn, hvor dette vurderes at kunne ske med samtidig opretholdelse af et acceptabelt velfærdsniveau.

- Sager om overtrædelse af kravet om kobørster, der måtte opstå i perioden frem til lovændringens ikrafttræden, vil skulle behandles efter de gældende regler. Det vil sige, såfremt det i forbindelse med Fødevarestyrelsens velfærdskontrol konstateres, at gældende regler ikke er overholdt, vil der blive sanktioneret på sædvanlig vis, slutter miljø- og fødevareministeren.