Kurator i de konkursramte JH-selskaber, advokat Flemming Jensen, oplyser, at selskaberne udstiller på Agromek i dagene 29. november til 2. december trods en aktuel konkurs.

- Selskabet er i dag i fuld drift, og vi har valgt at varetage al service i både Agro- og Staldservicedelen. Vi tager også imod nye opgaver og udfører alt som aftalt, og vi ekspederer også almindelige ordrer i konkursperioden. Og de fleste medarbejdere er også på arbejde, fortæller Flemming Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- jeg satser på at få alt væsentligt afklaret inden Agromek

kurator Flemming Jensen

Der er dog et juridisk problem i forbindelse med reklamationssager i overgangsperioden.

Fuld drift

Han fremhæver, at ingen kunder behøver at være nervøse for at handle med virksomheden i denne overgangsfase.

- Alt, hvad vi påtager os, opfylder vi, lover han.

Flemming Jensen siger, at der er fuld hammer på driften af selskaberne, fordi han forventer et hurtigt salg af konkursboet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Værdi for kreditorer

Han forklarer, at fremgangsmåden måske ikke er så almindelig i konkurssager, men at det efter hans mening giver den bedste værdi for kreditorernes tilgodehavende og kan sikre arbejdspladser, hvis det kan lykkes at sælge et konkursbo som en igangværende virksomhed.

- Det er en fremgangsmåde, jeg ofte anvender, hvis jeg vurderer, at det er realistisk at sælge en virksomhed som going. Sidste gang, jeg havde held med fremgangsmåden i Holstebro, var virksomheden Jydepejsen, hvor der endda gik længere tid med processen, end jeg forventer i denne sag, fortæller Flemming Jensen.

Bud på vej

Han fortæller, at der allerede har været en vurderingsmand i gang på virksomheden, og at der formentlig foreligger en rapport sidst på ugen eller i begyndelsen af næste uge.

- Vi er desuden i færd med at udarbejde købermateriale, og vi ved, at den tidligere ejerkreds vil komme med et bud i løbet af få dage. Og jeg har også fået tilkendegivelser fra andre, som er interesserede i dele af selskaberne, siger Flemming Jensen.

Samme adresse

Den hidtidige ejerkreds har i en pressemeddelelse oplyst, at de eventuelt sammen med ny investor, gennem et nyoprettet selskab vil afgive købstilbud til kurator på selskabernes navne, salg, produktion, maskiner, bygninger og de øvrige produktionsaktiver med videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De hidtidige medarbejderes fortsatte beskæftigelse søges sikret i videst muligt omfang i det nye selskab, såvel som også aftaleforhold med øvrige forretningsforbindelser påregnes uændret i et nyt regi. Et nyt selskabs domicil forventes fortsat at befinde sig på den hidtidige adresse, hedder det i pressemeddelelsen.

Hurtig proces

Ifølge Flemming Jensen skal hele processen gå hurtigt. Det hænger også sammen med lovbestemmelser.

- Jeg går efter at få virksomheden solgt i løbet af kort tid, det vil sige inden for 14 dage, og jeg satser på at få alt væsentligt afklaret inden Agromek, siger han.

En hurtig afklaring er i alles interesse, når virksomheden skal fortsætte og bevare sin goodwill.