Abonnementsartikel

Den tyske dækfabrikant Continental investerer 50 millioner euro i produktionen af specialdæk til landbruget. Det sker blandt andet ved at udbygge produktionskapaciteten på koncernens fabrik i Portugal.

I samarbejde med de førende producenter af landbrugsmaskiner vil Continental indtage en førerposition på markedet for dæk og løsninger til landbruget. Det skal ske via en ny dækserie til traktorer og høstmaskiner.

Produktionen af den nye dækserie skal foregå på Continentals fabrik i Lousado i Portugal, der netop nu udbygges for tæt ved 50 millioner euro. Fabrikken bruges i dag til fremstilling af dæk til personbiler.

Effektivt landbrug

- Den stigende globale befolkningstilvækst skaber et naturligt behov for en effektiv fødevare-produktion, ikke mindst i landbruget. Stigende efterspørgsel på afgrøder øger efterspørgslen på effektive landbrugsmaskiner og dermed på dæk. Med investeringen i fabriksudvidelsen i Portugal sender Continental et klart signal til det europæiske marked om, at vi fortsat har fokus på specialdæk og teknologi til landbruget, som er under konstant pres for effektivisering og øget lønsomhed, siger administrerende direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den nye, komplette serie af radialdæk og diagonaldæk vil under Continental-navnet omfatte 150 unikke modeller og størrelser specielt udviklet til forskellige køretøjer og formål. Introduktionen af den nye Continental-landbrugsserie markerer slutningen på den varemærke-licensaftale, der blev indgået mellem Continental og Mitas i 2004. Produktionen af den nye landbrugsserie starter i 2017, når fabriksanlægget er udbygget.

Storleverandør

- Udover dæk leverer Continental også en lang række komponenter og systemer til landbruget. Produktudvalget strækker sig fra højteknologiske instrumenter og kameraløsninger til sensorer, drivremme og transportbånd samt ikke mindst miljøvenlige løsninger til udstødningsgasser, fortæller Georg Nielsen.

Fabriksanlægget i Portugal beskæftiger 2.000 medarbejdere, der i dag producerer dæk til personbiler og SUV. Udover investeringen på 50 millioner euro i fabriksanlægget, så det fra 2017 også vil producere landbrugsdæk, investerer Continental yderligere 2,5 millioner euro i et nyt forsknings- og udviklingscenter, der også skal ligge i Lousado. Investeringen vil skabe 125 nye arbejdspladser i et område af Europa, der kæmper med arbejdsløshed. I tæt samarbejde med den centrale research- og udviklingsafdeling i Hannover skal Centret fokusere på produktporteføljen af landbrugsdæk.