Case IH opdaterer til sæson 2017 Farmall C-modellerne, som ligger i effektintervallet 86 til 114 hestekræfter.

De nye modeller er udstyret med 24x24 trins transmission med koblingsfrit vendegear, så de er som skabt til frontlæsserarbejdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og netop frontlæsseren kan de nye Farmall C-modeller gå fint i spænd med, da det nu bliver muligt at tilvælge Multicontroller-håndtaget, som er kendt fra de større Case IH-traktorer.

Gearstangen, som chaufføren vælger de fire gruppegear i, har nu også fået monteret knapper til valg af andre funktioner på traktoren. Dette kan eksempelvis være frem og bak funktion, powershiftvalg, kobling samt hæve og sænke liften.

På trakoterer med frontlift, kan en knap fra gearstangen også benyttes til at styre frontliften, hvor der bliver en skifte funktion, så chaufføren kan vælge mellem frontliften eller liften bag på traktoren.

Knapper gør det nu også muligt at gemme to motorhastigheder elektronisk. Desuden kan de gemte motoromdrejninger finjusteres med et interval på blot 100 omdrejninger.

Stærkere lift

Farmall C-serien har fået hele 19 procent boost i liftkapacitet bag på traktoren, idet den nye serie løfter 4,4 ton. Bag på traktoren er der også nyheder i form af PTO-udtaget, hvor der nu kan vælges tre forskellige hastigheder fra fabrikken: 540/ 540E samt 1.000 omdrejninger. Hvis traktoren skal udstyres med en frontlæsser, er det nu muligt at få den fabriksleveret med forbredelse til Case IH LRZ-frontlæsserserie.