Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding undrer sig over, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens har givet udtryk for, at den samlede mængde af slagtesvin ikke vil stige i Danmark frem mod 2020 efter vedtagelsen af Landbrugspakken. Hun peger på, at der med Miljø- og Fødevareministeriets pulje til modernisering af slagtesvinestalde i 2016 uddeles 174 millioner kroner til modernisering og nybyggeri.

Ministeren retter dog tallet og understreger, at den pågældende tilskudsordning i år støtter modernisering og nybyggeri af slagtesvinestalde med i alt 342 millioner kroner. Det skyldes, at de resterende midler i programperioden 2017-2020 er fremrykket til 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Investeringslyst

- Fremrykningen giver mulighed for at imødekomme investeringslysten, som lige nu er til stede i erhvervet og derved eksempelvis erstatte gamle, udslidte staldanlæg med nye, eller modernisere disse. Tilskudsordningen bidrager dermed til at sikre, at landbruget fortsat har et moderne, miljøvenligt og konkurrencedygtigt produktionsapparat, oplyser miljø- og fødevareministeren, som i øvrigt henviser til, at investeringerne i landbrugets produktionsapparat, herunder blandt andet investeringerne i staldanlæg, har ligget på et meget lavt niveau siden finanskrisen ramte:

- Hvis der ikke rettes op på det, vil det på sigt føre til en lavere produktion, mener ministeren.

Fald i produktionen

Fra 2011 til 2015 faldt den årlige danske produktion af slagtesvin fra omkring 20 - til cirka 18 millioner, og faldet i den årlige produktion af slagtesvin forventes alt andet lige at forsætte ? men dog at bremse lidt op - frem mod 2020:

- Isoleret set trækker tilskuddene til modernisering og nybyggeri af slagtesvinestalde dog i den modsatte retning. Præcis, hvor meget det betyder, er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvor midlerne ikke er endelig fordelt. Endvidere er det på nuværende tidspunkt svært at vurdere, hvor mange af de ny stalde, som vil erstatte eksisterende anlæg, samt hvor mange af disse, som i alle tilfælde ville være blevet bygget, lyder det videre fra Esben Lunde Larsen, som har bedt ministeriet udarbejde en opdateret vurdering af udviklingen i produktionen af slagtesvin, når fordelingen af midler fra tilskudsordningen er kendt.

Negativt billede

- Når jeg i sin tid udtalte mig om udviklingen i antallet af producerede svin i Danmark, skulle det ses på det bagtæppe, at udviklingstendensen igennem længere tid havde været præget af et negativt billede. Det billede har gradvist ændret sig som følge af Fødevare- og Landbrugspakken og som følge af en stigende afregningspris for slagtesvin i månederne maj til september, ligesom Landbrug & Fødevarer vurderer, at den gennemsnitlige afregningspris i 2017 bliver 9,94 kroner pr. kg. Derfor er det min forhåbning, at der i fremtiden bliver produceret flere slagtesvin i Danmark, slutter miljø- og fødevareministeren.