Banken Spar Nord har netop frigivet kvartalsrapport, og generelt ser det rigtig fornuftigt ud for banken.

Spar Nord kommer ud af de første 9 måneder af 2016 med et overskud på 690 millioner kroner efter skat og dermed en egenkapitalforrentning på 11,9 procent efter skat. Resultatet betegnes af bankens ledelse som "meget tilfredsstillende". På den baggrund opjusterer banken sine forventninger til hele året med 100 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helt så positivt ser det dog ikke ud, hvis vi kigger på landbrugsdelen af Spar Nord.

- Vi har nedskrivninger på udlån for 188 millioner kroner, og det er 22 procent lavere end sidste år. Af de 188 millioner kommer 176 millioner kroner fra landbrugssektoren. Det er tæt på, at samtlige nedskriver stammer fra landbruget, siger Lars Møller, der er bankdirektør hos Spar Nord og fortsætter:

- Det illustrerer meget godt, at erhvervet er trængt på grund af de lave afregningspriser. De lave afregningspriser betyder også lave priser på landbrugets aktiver, når de skal sælges.

Vil fortsætte

Af de 176 millioner kroner, som Spar Nord har nedskrevet udlån indenfor landbrugssektoren, kan hele 131 millioner kroner afskrivninger tilskrives mælkeproducenterne.

- Afregningspriserne er det helt store, hvis der skal ske forbedringer. Det er også vigtigt at nævne, at landbrugets rammevilkår er vigtige. Der er sket en forbedring i forbindelse med Landbrugspakken, men det er utroligt vigtigt med ordentlige konkurrencevilkår, når der er tale om et erhverv, der skal eksportere stort set hele produktionen, siger Lars Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom landbruget står for langt størstedelen af afskrivningerne hos Spar Nord, betyder det ikke, at Spar Nord vil tage afstand fra landbruget.

- Vi har finansieret landbruget i mere end 100 år, og det vil vi blive ved med. Erhvervet er inde i en historisk land krise, men vi må ikke glemme, at der stadig er landmænd, der klarer sig rigtig godt, siger Lars Møller, der dog naturligvis gerne ser, at mængden af nedskrivninger på landbrug falder:

- For alle vores udlån ligger afskrivningen på 0,47 procent, mens den for landbruget er 6,6 procent procent. Afskrivningsniveauet på landbrug er altså omkring 10 gange højere, end hvad der ville være normalt, siger Lars Møller.