Danmarks Charolaisforening afholdte kvieauktion lørdag den 15. oktober på Hopballe Mølle ved Jelling. Stedet er en slægtsgård med planteavl, kyllingeproduktion, gårdbutik og restaurant. Det gav perfekte rammer for hele arrangementet. Charolaisforeningen havde lejet sig ind i en nybygget halmlade, så alle, både gæster og dyr, kunne være i tørvejr på den regnvåde efterårsdag og hele arrangementet var velbesøgt med godt 100 gæster. Dyrene kunne besigtiges om formiddagen, inden man gik i restauranten til en udsøgt frokostbuffet. Efter frokosten gik auktionen i gang.

Der kom kvier fra hele landet i alderen fra et halvt år til 18 måneder. Alle topklargjorte og med spændende afstamninger. Otte kvier kom under hammeren, de fem blev solgt, og gennemsnits prisen på de solgte dyr var 12.700 kroner. Den dyreste kvie blev Lucy de Jennum fra Hesselballegaard, og hun blev solgt for 19.000 kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Succes

I forbindelse med auktionen kunne gæsterne stemme om den bedste kvie og vinde en købmandskurv. Konkurrencen blev afgjort inden auktionen og publikumsfavoritten blev Lucy de Jennum fra Hesselballegaard, som også blev auktionens dyreste kvie.

Ved afslutningen betegnede foreningens formand Søren Hauge foreningens første kvieauktion som en succes og takkede alle for opbakningen.

- Det giver mod og lyst til at afholde auktion igen til næste år, sagde han.