DM i pløjning arrangeres i år af Region Ribe LandboUngdom, og selve DM-arrangementet skal afholdes i Grindsted på markerne omkring Hedegård. Billund Kommune har valgt at blive hovedsponsor for DM, og borgmester Ib Kristensen glæder sig til weekenden den 28.- 29. oktober, hvor DM i pløjning foregår.

- Det var et enigt økonomiudvalg, som bevilgede sponsoratet til DM i pløjning fra vores Eventpulje. Vi er glade for at kunne støtte op om store arrangementer her i kommunen, og særligt arrangementer som er båret frem af unge frivillige, som det er tilfældet her med de unge fra LandboUngdom. Vores mål med Eventpuljen er, at skaffe arrangementer til Billund Kommune som sætter spot på kommunen, og samtidig vil vi løfte de lokale foreninger. Vi er i disse år vært for en række spændende DM arrangementer, og DM i pløjning ligger meget naturligt her i Billund Kommune, da vi jo er et stort landbrugsområde, forklarer Ib Kristensen, om baggrunden for sponsoratet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi er glade for at kunne støtte op om store arrangementer her i kommunen, og særligt arrangementer som er båret frem af unge frivillige,

Ib Kristensen, borgmester Billund Kommune

Formand for styregruppen bag DM i pløjning 2016, Simon Jensen fra LandboUngdom, betegner opbakningen fra Billund Kommune som en stor håndsrækning.

- Det er det største arrangement nogensinde for vores forening, og vi startede allerede for tre år siden med de første forberedelser. Det er et stort skulderklap til os, at Billund Kommune har valgt at blive hovedsponsor for DM, og vi lover, at gøre alt for at skabe et flot DM i pløjning, fortæller Simon Jensen. Der er aktiveret 125 frivillige LandboUngdoms medlemmer, som skal hjælpe til i løbet af weekenden med at få alt til at klappe. LandboUngdom forventer op mod 3.000 tilskuere i løbet af weekenden.

Politikere skal selv pløje

Simon Jensen havde et ekstra tilbud med til Ib Kristensen og resten af Byrådet i Billund Kommune, da han ved indgåelsen af sponsoraftalen kunne tilbyde Ib Kristensen og hans kolleger en prøvetur med traktor og plov til arrangementet.

- Jeg har overhovedet ingen erfaring i at pløje, men jeg tager gerne imod udfordringen og stiller selvfølgelig op til en intern pløjekonkurrence mod mine byrådskolleger, hvis der er nogle, der tør, siger Ib Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han skal holde åbningstalen til DM i pløjning, det foregår lørdag den 28. oktober kl. 9.00. Det bliver umiddelbart herefter, at Ib Kristensen og de andre politikere vil prøve kræfter med pløjesporten.