Danish Crown oplyser, at Tican a.m.b.a. har besluttet at indgive et klageskrift til afgørelse ved voldgift for at få afklaret, om Tican har krav på 20 millioner kroner i kompensation i forlængelse af den aflyste fusion mellem Danish Crown og Tican.

- Vi har haft en god dialog med Tican, siden vi måtte opgive fusionen. Desværre har det ikke hidtil været muligt at finde en mindelig løsning, og nu har Tican så valgt at lade en voldgift afgøre sagen, forklarer Preben Sunke, der er CFO i Danish Crown.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Uenigheden handler om, hvorvidt fusionen blev aflyst på grund af den tidsfrist for godkendelse af fusionen, som var en del af aftalen mellem de to parter, eller om Danish Crown opgav fusionen, fordi der ikke kunne findes en model for fusionen, som kunne opnå konkurrencemyndighedernes godkendelse.

- I vores øjne er der ingen tvivl om, at fusionen faldt, fordi vi ikke kunne nå i mål inden den aftalte deadline, og derfor tager vi også denne voldgiftssag med sindsro, siger Preben Sunke.