Landbrug & Fødevarer skal have ny kommunikationsdirektør. Leif Nielsen tiltræder i midten af november stillingen som branchedirektør for DI Fødevarer efter godt 11 års ansættelse.

-Det har været et stort privilegium at have fået lov til at bidrage til at placere fødevareerhvervet centralt i den samfundsøkonomiske debat i mere end 10 år. De første år som cheføkonom og de seneste år mere strategisk som medlems- og kommunikationsdirektør. Med det nye job ser jeg frem til fortsat at arbejde med at styrke fødevareerhvervets konkurrenceevne i spidsen for DI Fødevarer, siger Leif Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med det nye job ser jeg frem til fortsat at arbejde med at styrke fødevareerhvervets konkurrenceevne i spidsen for DI Fødevarer,

Leif Nielsen, branchedirektør for DI fødevarer

Leif Nielsen har i Landbrug & Fødevarer bidraget væsentligt til udviklingen af en samlet fortælling for hele fødevareklyngen og på den måde positioneret organisationen centralt i befolkningens øjne og i den politiske debat.

-Jeg vil gerne takke for Leifs store bidrag til at skabe en positiv fortælling om fødevareerhvervet, som har været med til at åbne danskernes øjne for hele den samlede fødevareklynges betydning for samfundet. Vi har været meget glade for samarbejdet og sætter pris på, at Leif ikke forlader arbejdet med fødevareerhvervet. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med Leif i hans nye job i DI Fødevarer, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør hos Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer tager afsked med Leif Nielsen ved en reception mandag den 14. november og sætter nu gang i arbejdet med at finde en ny kommunikationsdirektør.

-Vi går nu i gang med at rekruttere en ny kommunikationsdirektør, der kan fortsætte arbejdet med at styrke erhvervets omdømme og udvikle L&Fs fortælling ?Noget at leve af. Noget at leve for?. Ligesom vi fremadrettet vil have endnu mere fokus på at koble vores kommunikation med den politiske interessevaretagelse. Der er ingen tvivl om, at det er nogle store sko, der skal udfyldes, siger Morten Høyer, direktør for Politik & Kommunikation, Landbrug & Fødevarer.