Det familieejede tyske selskab Bernard van Lengerich (BvL) har udviklet en ny halmblæser, som ifølge virksomheden er endnu bedre tilpasset forholdene på landbrugsbedrifter.

BvL fremhæver, at en mere robust konstruktion giver nogle tekniske forbedringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er større og dermed mere effektiv, for blæseren har en diameter på 1,5 meter i stedet for 1,1 meter på den tidligere version.

Ydelsen er også højere i kraft af et dybere kabinet på 35 centimeter, og i forbindelse med det større vingehjul giver det en højere ydelse.

Kardanaksel

- I stedet for det remtræk, der tidligere blev anvendt, er halmblæserens drivlinje nu forbundet via en kardanaksel. Det gør drevet mere robust. Gearet til blæserens drev bliver skiftet via bowdenkabler, men en variant, som skiftes hydraulisk, er på vej. Alt i alt giver det en bedre kraftover-førsel. Det nye drev med friktionskobling kan i ekstreme tilfælde også forhindre overbelastning, fremhæver BvL i en pressemeddelelse.

Videre fremhæves, at udkastet til V-Comfort Turbo kan monteres som modul.

- Dermed har kunden frit valg mellem det direkte udkast og udkastet med hydraulisk 190 grader tårndrejning. Det direkte udkast er lavere og sikrer en bedre "skudbane", mens tårndrejningen giver mulighed for at udkasteretningen kan indstilles fleksibelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kortere

- Med det nye drevkoncept bliver halmblæseren flyttet endnu tættere på blandekarret. Det sparer værdifuld plads, hvilket gør maskinen kortere og rangeringen nemmere. Desuden bidrager den asymmetriske udføringsåbning til et optimalt materialeflow for strøelsen.

Airflow

Ifølge BvL er airflow-princippet også nyt ved denne halmblæser. Halmblæseren er konstrueret med to kamre i kabinettet, som giver mulighed for et højtydende halmudkast, der bliver forøget af luftstrømmen - airflowet.

Lufthjulet danner et sug som suger halmen ind i blæseren. Her bliver halmen accelereret af vingehjulet og blæst ud.

Den nye halmblæser kan monteres foran og bag på de fleste V-Mix-vogne, og gennemprøvede elementer som for eksempel stenfanget, som kan opfange store og tunge fremmedlegemer i strøelsesmaterialet, er bevaret i den nye V-Comfort Turbo.

V-Comfort Turbo vises på Agromek og har fået en enkelt nyhedsstjerne.