Virksomheden CompacTree, som har hovedsæde i Ribe, har pr. 1. august udvidet forretningen med købet af A. Jørgensen, som både har serviceret juletræsproducenterne og selv har produceret en række produkter, som bruges i produktionen.

Anders Jørgensen skal fremover være kundernes faste kendte ansigt for CompacTree udadtil. Han skal fremover være den drivende faktor bag CompacTree.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den måde styrker vi organisationen i en retning, som kommer både Anders og Compac Tree til gode,

Jørn Foged, medejer og konstruktør hos Compac Tree.

- Jeg glæder mig meget til at møde CompacTrees kunder i min nye rolle. Personligt kunne jeg se flere perspektiver i at blive en del af CompacTree. For det første, så var det svært for mig at nå det hele. I en enkeltmandsvirksomhed skulle jeg både stå for salg, kundekontakt og alt det praktiske. I CompacTree bliver jeg en del af et solidt team, hvor vi kan hjælpe hinanden med at nå i mål, siger Anders Jørgensen, som nu er medejer af CompacTree.

For CompacTree var ambitionen klar. De ville gerne have Anders Jørgensen til at være en del af organisationen, så de fremover står stærkere ude hos kunderne.

- For Compac Tree er det en stor styrke, at få Anders med på holdet. Både på grund af de produkter, han bringer ind i virksomheden og hans tilgang til kunderne, hvor han er yderst vellidt i branchen. På den måde styrker vi organisationen i en retning, som kommer både Anders og CompacTree til gode, siger Jørn Foged, som både er medejer og konstruktør hos CompacTree.

Det er ikke første gang CompacTree udvider sortimentet ved at købe relevante aktører på markedet og gøre dem til en del af virksomheden. I september 2015 købte virksomheden således rettighederne til Jørgen Jensens træfældemaskine, som siden er blevet produceret på fabrikken i Ribe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Speciel konstruktion

Hos CompacTree er produktionen organiseret på en ganske særlig måde. Ejerkredsen af CompacTree sidder samtidig i ejerkredsen af Rilesa. Begge virksomheder har til huse på Ørstedsvej i Ribe. Hos Rilesa producerer de maskiner til møbelindustrien og det giver mulighed for at skrue op og ned for bemandingen hos CompacTree i spidsbelastningsperioder.

- Det er en stor fordel for os, at vi kan holde på de kvalificerede medarbejdere vi har - også uden for juletræssæsonen. Med vores tætte relation til Rilesa, er der altid nok at lave for alle mand. Og når der så er fuld knald på i juletræssæsonen, så har vi det mandskab vi skal bruge for at servicere kunderne, forklarer Jørn Foged.

Fra Fyn til Ribe

Virksomheden flyttede i 2013 fra Fyn til Ribe i et partnerskab af Rilesa og Dansk Træemballage.

I dag producerer og servicerer CompacTree til juletræsproducenter i det meste af Europa. Ud over de danske producenter, handler CompacTree med kunder fra Tyskland, Polen, Holland, Frankrig, Skotland, England og de baltiske lande.

Hos CompacTree lægger de stor vægt på, at deres produkter er bygget på originale licenser og videreudviklede produkter, som virksomheden har rettighederne til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder meget for os, at vi kan producere produkter, som vi selv har rettighederne til. Og det synes vi er den mest seriøse måde at drive forretning på, siger Jørn Foged.

Fokus på nye produkter

CompacTrees måske mest kendte produkt er pakke- og netmaskine, som både pakker juletræet ind og sørger for at det kan stables let og hurtigt på paller. Det nyeste produkt er Anders Jørgensens portaltraktor, som A. Jørgensen selv stod for at producere og servicere. Og CompacTree er ikke sene til at indrømme, at opstår der en mulighed for at udvide forretningen på fornuftig vis, så griber de den.

- De opkøb vi har gjort, har indtil videre gået ret hurtigt. Fra det øjeblik, vi hører om en åbning i markedet til vi har lavet en handel, er der ikke gået ret lang tid. Så jeg vil bestemt ikke afvise, at hvis den rigtige mulighed opstår, så er vi klar til at rykke. Så længe det passer ind i vores aktiviteter på markedet er det måden, vi vokser på, siger Jørn Foged.