Natten til søndag den 31. juli, havde Allestrup Maskinstation i Himmerland gæster i form af tre litauiske mænd, som stjal syv John Deere GPS-antenner og seks John Deere autostyringsskærme fra maskinstations traktorer.

I samarbejde med Semler Agro havde maskinstationen dog monteret et specielt Tracker-system i GPS-hattene, hvilket betød, at Nordjyllands politi i samarbejdede med Syd og Sønderjyllands politi fik motorvejen spærret ved Kolding, hvor de tre tyve dermed blev pågrebet klokken 5 natten til søndag den 31. juli.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I denne uge faldt dommen, og de tre litauiske mænd fik hver idømt otte måneders fængsel samt udvisning af landet i seks år.

Nordjyske.dk skriver, at to af mændene erkendte tyveriet i Retten i Aalborg men den tredje nægtede og i stedet forklarede, at han havde siddet i bilen og sovet, mens de andre begik tyveriet.

Den troede retten dog ikke på, og alle tre mænd blev dømt.