En udtalelse fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved et møde for landmænd på Agerskov Kro, hvor ministeren angiveligt skulle have sagt, at landbrugere ikke får mere i form af lempelser på rammevilkårene, har fået Socialdemokratiets miljø- og fødevareordfører Simon Kollerup til at spørge ministeren, hvilke initiativer regeringen vil tage, som kan påvirke landmændenes rammevilkår.

Esben Lunde Larsen oplyser, at hans meldinger til landbruget under mødet i Agerskov Kro skal ses i sammenhæng med, at regeringen for få måneder siden vedtog en fødevare- og landbrugspakke, som i de kommende år vil give landbruget markant forbedrede rammevilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er trådt i kraft

- Regeringen har nu fokus på at implementere initiativerne i pakken. Flere centrale initiativer, som for eksempel lempelse af gødningsnormerne, er allerede trådt i kraft, mens andre initiativer vil blive udrullet over de kommende år. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget mere præcist om eventuelle fremtidige initiativer, skriver ministeren i sit svar.

Men Simon Kollerup er overrasket over ministerens melding, fordi det nuværende regeringsparti under den tidligere regering indkaldte til det ene samråd efter det andet med henvisning til, hvad der skulle gøres for at forbedre forskellige rammevilkår for landbruget:

- Ministeren bliver bange for sig selv, når jeg spørger, om han kan bekræfte det. Det tør han ikke. Det er nyt, hvis Venstre mener, at de ikke skal gøre mere for at forbedre landbrugets rammevilkår, siger Simon Kollerup til Maskinbladet.

Han mener ikke, at landmændene vil være enige med Esben Lunde Larsen i, at der ikke skal gøres mere for rammevilkårene, og det er Simon Kollerup heller ikke enig i:

- Der kan gøres mere generelt for rammevilkårene, og vi taler gerne med landbrugserhvervet om det. Men landbrugserhvervet ved også, at initiativer skal være balancerede, og med os kommer der samtidig nogle tiltag på det grønne område. Men derfra og til at lukke ned for enhver snak om rammevilkårene. Det er vidtgående, og derfor er det interessant, hvad Venstre er ude i. Det er en lidt opgivende og sørgelig facon, siger Simon Kollerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gemme sig

I sit svar til Simon Kollerup er ministeren ikke er totalt afvisende over for nye initiativer, men siger, at det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget mere præcist om eventuelle fremtidige initiativer:

- Det er det, man kalder et politikersvar, hvor man prøver at gemme sig. Han har sagt til landmændene i Agerskov, at de ikke får mere på rammevilkår. Når han bliver foreholdt det i Folketinget, bliver han bange for sig selv og kommer med en gang politiker liram-larum: Sagen er den, at Venstre ikke har mere at komme med, når det gælder landmændenes rammevilkår. Hvis de vil modbevise det, må de lægge noget på bordet, vi kan tage en drøftelse om, slutter Simon Kollerup.