Der er positivitet at spore i dansk landbrug, for de vigtige afregningspriser er bedre nu end i meget lang tid. Mælkeprisernes prisindex har således løftet sig med hele 75 procent siden det katastrofale bundniveau for et års tid siden. Og priserne er fortsat for opadgående, lyder det fra cheføkonom.

- De seneste auktioner har været positive, og selvom prisindekset løfter sig fra et historisk lavpunkt og således stadigvæk ikke er nået så højt, som vi ønsker, så er det gode takter, som lover godt for den kommende tid, siger cheføkonom Hans Fink.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nuværende styrkelse af prisen på mælk er klart afhængig af Kina og landets næsten umættelige appetit på at købe mælk og mælkeprodukter. Gigantiske procentstigninger betyder, at landet trækker store mængder mælk fra markedet nu, og kombineret med muligheden for ophørsstøtte vil det kunne holde en fornuftig balance mellem produktion og efterspørgsel.

Kineserne trækker op

Det går også godt for smågriseprisen, der endnu ikke har toppet. Den beregnede smågrisenotering er med en pris på 416 kroner for en 30 kilos gris ikke set højere siden slutningen af 2013. Derudover er slagtenoteringen hævet i både Tyskland og Danmark og taler for fortsat fremgang.

- Potentialet er dog begrænset, for kineserne, som har trukket eksport og dermed priser op, kan få svinekød meget billigere andre steder, fortæller cheføkonomen.

Generelt aftager kineserne markant mere svinekød end normalt, fordi deres egenproduktion er faldet 20 procent. Trods denne scenarie, og trods det at europæisk svinekød er af bedre kvalitet end det amerikanske, så får prisforskellen en betydning.

- Kineserne vægter prisen højt, når de køber ind, så der er formentligt ikke basis for meget mere stigning i den danske smågrisepris i denne omgang, siger Hans Fink.