DEBAT: Svineproducenterne har udsigt til at blive de store tabere i den nye organisation i Skejby. Successivt over de senere år har man svækket det faglige og fagpolitiske på svineområdet ved i stigende omfang at integrere det i L&F. Med de kommende ændringer kan man frygte, at det svinefaglige og det fagpolitiske kommer til at fortone sig helt på gangene i Skejby.

Der er er udsigt til, at Videncenter for Svineproduktion deles i to uden blik for de synergier, der er ved en kraftig specialisering. L&F fremhæver fx, at en samling af de veterinære kompetencer på tværs af dyrearter kan give nogle synergier. Ude ved os svineproducenter og de dyrlæger, vi bruger i dagligdagen, er udviklingen gået helt den modsatte vej med fokus på en særlig fagdyrlægeuddannelse og en kraftig specialisering i færre, store målrettede dyrlægepraksis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er vigtigt for den danske svineproduktion, at der er et fagligt, internationalt anerkendt fyrtårn med et højt lækkerhedsindeks for ejerne. Det gælder både udviklingsopgaver, der kan forbedre vores produktion og i de fagpolitiske diskussioner. Med den nye struktur er bolden givet op til en udviskning af denne skarpe profil, og det lyder ikke som en vinderstrategi i mine ører. I mine øjne kan den nye strategi betyde, at endnu flere udviklings- og rådgivningsaktiviteter inden for svineområdet flytter til vores store virksomheder, fx DLG og Danish Agro på foderområdet..

I Danske Svineproducenter vil vi fastholde specialisering til fordel for medlemmernes interessevaretagelse, og derfor vil den nye Seges-struktur formentlig kunne bidrage til yderligere medlemsfremgang hos os.